Brøndby klar til at forsvare pokalen
151004-Amager-BVK-stærk-3-mands-blok-Trine-Terese-Julie.jpg
Brøndbys volleyballkvinder er uovervindelige for tiden. Torsdag kvalificerede holdet sig til pokalfinalen. Foto: Thomas Guldager
SPORT. Brøndbys volleyballkvinder spiller igen om pokaltriumfen efter sejr over Køge

Torsdag spillede Brøndby Volleyball Klubs damer sig i final-4, som afslutningen på landspokalturneringen kaldes.
Sidste forhindring på vej mod final-4 var Team Køge, som ligger nummer seks i Volleyligaen. Da de to hold mødte hinanden i Volleyligaen, blev det en 3-0 sejr. Men et af sættene var 25-23, så Brøndby tog intet for givet.
Hæver Sigrid Friis Christiansen var udset til at styre begivenhederne, og det lykkedes på bedste vis. Ud over at få lagt pæne hævninger til rette for sine angribere, gav hun også sit direkte bidrag til scoringstavlen, da hun i første sæt servede fra stillingen 14-10 til 19-10 og dermed skabte et hul, som varede indtil slutcifrene 25-17.
I andet sæt startede Dominique Thompson på bænken. Paulina Hougaard-Jensen blev rykket hen på hendes plads og Terese Ammundsen blev sat ind på den ledige plads. Ændringerne lod ikke til at forstyrre rytmen i spillet. Brøndby var i dette sæt endnu mere overbevisende. og Team Køge fik ikke et ben til jorden i sættet, som Brøndby vandt 25-7.
Team Køge kom bedre med i kampen i tredje sæt og kom til føring på 6-1.
Det rettede Eva Bang, som startede på banen i dette sæt, op på ved at serve til 5-6.
De to hold fulgtes herefter et stykke, indtil Julie Mikaelsen med sin serv skabte et hul ved at serve fra 9-9 til 14-9 og det var også hende der slukkede lyset for Team Køge, da hun servede sættet hjem fra 22-19 til 25-19.
I final-4 er de øvrige deltagere volleyligaens nummer to, Holte IF, nummer tre, Amager VK, og nummer fire, Lyngby Volley.
Det er således toppen af ligaen, der er samlet, når de fire hold tørner sammen den 18.-19. december i Frederiksberghallen.
Inden da, skal Brøndby to gange til Odense, hvor de skal møde henholdsvis DHV Odense den 6. december og Fortuna Odense den 11. december.
Den 15. december har man årets sidste chance for at møde Brøndby på hjemmebane, når de i Øresundsligaen skal møde det stærke svenske hold Svedala.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top