Søndag 22. oktober 2017
Det har været et fantastisk år for cykeltalentet Andreas Stokbro, der kommer fra Brøndby. I sidste uge blev han hyldet på rådhuset for indsatsen. Foto: Brøndby Kommune
Brøndby-talent hædret på rådhuset
SPORT. 18-årige Andreas Stokbro har allerede imponeret med sine flotte resultater inden for cykelsporten. Det blev markeret på Brøndby Rådhus
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 9. december 2015, 13:53:31

Andreas Stokbro, der er opvokset og bosat i Brøndby, er en af landets bedste juniorryttere. Landsholdsrytteren er nykåret vinder af Junior-Danmarksmesterskaberne i parløb og kan i det hele taget se tilbage på en fantastisk sæson med mange sejre og flotte placeringer, både i ind- og udland og både indendørs og på landevej.
I år har han bl.a. cyklet sig til sølv med 4000m holdet til EM i Athen, han kom øverst på podiet til junior 6 dagesløbet i Berlin og oplevede æren at blive udtaget til VM på landevej i Richmond i USA. De flotte meritter blev fejret ved en reception på Brøndby Rådhus, hvor fungerende borgmester Kent Max Magelund bød indenfor.

Tillykke fra borgmester
– Som fungerende borgmester og ikke mindst som formand for Idræts- og fritidsudvalget i Brøndby Kommune og som en, der selv er ivrig sportsudøver og tidligere A-rytter, er det mig en glæde at kunne få lov at lykønske dig med dine imponerende resultater. For en kommune som Brøndby, hvor idræt og bevægelse er så vigtig en del af vores dna, er det opløftende at følge den karriere, du allerede har opbygget inden for sportens verden, trods din unge alder sagde Kent Max Magelund blandt andet til det unge Brøndby-talent.

Bidt af cykling tidligt
Andreas Stokbro, der har været bidt af cykling, siden han som 8-årig var med sin farfar ude og se et cykelløb, var glad for den lokale hæder:
– Det har været et helt vildt år, hvor jeg har fået indfriet alle mine mål. Det er dejligt at være her i dag og mærke den lokale anerkendelse af alt den træning og de resultater, det giver, sagde Andreas Stokbro, der til daglig går på sportsgymnasiet Falkonergården Gymnasium, og som fra årsskiftet skal køre for Riwal Cycling Platform, der har base i Odense.
Han er næsten dagligt ude på cyklen, her i vinterhalvåret suppleres de lange ture på landevejene med tre gange ugentlig styrketræning. Den gode form og det store talent betyder forhåbentligt et ligeså succesfuldt 2016 for Brøndby-drengen.
– Mit mål for næste år er at komme ud og køre med U23-landsholdet, at vinde et af de hjemlige licensløb og at komme ud og få så meget erfaring som muligt med løb i udlandet, lyder det fra Andreas Stokbro.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER