Mindre vold i Brøndby
IMG_6329.jpg
Fodboldkampene i Brøndby er mindre voldelige. Det kan ses i statistikkerne over volden i Brøndby. Billedet er fra november, hvor Brøndby mødte FC Københvan, og hvor politiet dengang sagde, at der var tale om en rolig kamp. Foto: Mathias Øgendal
BRØNDBY. Der er sket en god udvikling i antallet af voldssager i Brøndby. En del af forklaringen er samarbejdet mellem Brøndby Kommune, Vestegnens Politi, Brøndby IF og deres fangrupper

Selvom Brøndby kan ligge højt i statistikkerne, når det gælder antallet af voldsanmeldelser, så er der en tydelig positiv udvikling at spore. Faktisk er antallet af anmeldelser om vold i Brøndby Kommune faldende.
– Selvom vi ser relativt mange voldssager i Brøndby, så gemmer der sig faktisk en positiv historie bag tallene. For antallet af voldssager er faldet markant i Brøndby det seneste år, ifølge tallene fra Danmarks Statistik, siger iger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi.

Mindre fodboldvold
Og det kan have en god forklaring, mener iger vicepolitiinspektør Carsten Jansson:
– En del af forklaringen skal angiveligt findes omkring Brøndby Stadion. Her har vi over årene set en del voldssager. Men vi oplever, at fodboldkampene i 2015 er blevet markant fredeligere afviklet end de foregående år.
Her spiller et nyt samarbejde en rolle, mener vicepolitiinspektør Carsten Jansson:
– Det er formentlig noget af det, vi ser slå igennem i statistikken. Dette er naturligvis ikke politiets fortjeneste alene. Her er der grund til at rose klubber, fans, Brøndby Kommune og den partnerskabsaftale, vi har indledt med ’Fairplay – også uden for banen’. Her er vi inde i en rigtig god dialog, der tegner godt for fremtiden – også når det gælder mindre vold i Brøndby, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi.

Godt for kommunen
Udviklingen vækker også glæde i Brøndby Kommune.
– Når vi ind i mellem er at finde i kedelige topplaceringer, når det gælder antallet af voldsanmeldelser, så er det vigtigt at slå fast, at det i vid udstrækning kan tilskrives de voldsepisoder, der opstår omkring de mange og store fodboldkampe, der afvikles her i kommunen, siger Kent Max Magelund (S), fungerende borgmester i Brøndby Kommune.
Også Kent Max Magelund glæder sig over samarbejdet:
– Vi er rigtig glade for at se, at vores gode samarbejde med politiet, Brøndby IF og fangrupperne faktisk bærer frugt og nu også slår igennem i voldsstatistikken. Det tyder godt for fremtiden, og for at vi forhåbentligt i fællesskab kan få antallet af voldsepisoder endnu længere ned. Fodbold skal være en festlig og god oplevelse i Brøndby, fortæller Kent Max Magelund, fungerende borgmester i Brøndby Kommune.

’Fairplay – også udenfor banen’-aftalen blev indgået i januar 2015 og er den første af sin slags i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top