Tirsdag 24. oktober 2017
Christina som hun ser ud i dag efter at have tabt over 100 kilo. Foto: Mette Krogh Olesen
Sorgen satte gang i Christinas nye liv
BRØNDBY. Christina begyndte at gå lange ture for at bearbejde sorg Efterhånden blev motionen en fast del af Christinas liv, og i dag har hun tabt 111 kilo
Skrevet af Mette Krogh Olesen - 18. december 2015, 09:01:30

Som barn var Christina ingen sylfide, men heller ikke tyk. Det var egentlig først, da hun kom i puberteten, at hun rigtigt begyndte at tage på. Familiens vane med at hygge var forbundet med mad, begyndte at sætte sig på sidebenene.
– Om aftenen, når vi sad foran fjernsynet, var der tit boller og kager på bordet, fortæller Christina.
Senere da Christina som ung flyttede til Brøndby Strand begyndte ensomheden at melde sig.
– Jeg kendte ikke nogen her udover min svigerfamilie. Så jeg spiste på min ensomhed. Blev alene hjemme og spiste. Jeg isolerede mig, fortæller Christina, der også understreger, at forholdet til svigerfamilien altid har været godt.

Sorg startede vægttab
Det var sorgen over at miste tre familiemedlemmer inden for 18 måneder, der startede Christinas vægttab. Egentlig var det ikke et mål at tabe sig. Det var snarere en positiv bivirkning.
– I 2008 begyndte jeg at gå ture for at bearbejde min svigerfars død. Gåturene fortsatte, da jeg senere mistede min mor og min bror. Men det var egentlig ikke for at tabe mig, at jeg gik, det var mere for at bearbejde min sorg, fortæller Christina.

Vil ikke ende som mor
Når Christina taler om sin mor er det både med kærlighed og frygt. Christinas mor endte sit liv i en kørestol efter at have fået begge ben amputeret pga. overvægt. Frygten for at ende som hende har også spillet ind på Christinas vægttab, samt det løfte hun gav hende, da hun var døende.
– Min mor blev kun 65 år gammel. Hun døde af sin overvægt og de følgesygdomme, hun fik i forbindelse med sin overvægt. Hun har egentlig altid haft en Yo-Yo-vægt, der kørte op og ned. Jeg har tit tænkt, at jeg ikke ville ende som hende, siger Christina og fortæller, at da hendes mor var døende, gav hun hende et løfte. – Jeg lovede hende, at jeg ville fortsætte med at tabe mig. Og det har jeg faktisk holdt, siger en glad Christina.

Ingen hurtige løsninger
Christinas måde at tabe sig har været enkel og uden så mange dikkedarer. Nye hurtige slanketricks og smarte kure har hun ikke meget til overs for. Ikke fordi hun ikke har prøvet de hurtige løsninger og suppekurene. Det virkede bare aldrig.
– Nu lever jeg efter devisen ”Let røven og luk munden”, og det har virket for mig. Og så har jeg justeret kraftigt på mængderne. Jeg spiser fortsat almindelig mad, bare meget mindre.
Motionen er også blevet en vigtig del af hverdagen med gåture og træning hjemme i stuen.
– Jeg bruger min motionscykel så meget jeg kan og gerne hver dag. De dage, hvor min slidgigt forhindrer mig i at motionere, holder jeg kalorieindtaget nede ved at spise mindre, forklarer Christina og tilføjer, at for hende har det også virket at spørge sig selv: Har du behov for det der?
– Og det har jeg som regel ikke, griner hun.
Christina nævner også opbakningen fra sin kæreste som helt uvurderlig. Uden ham var det ikke gået.
Vægttabet har på inden måde gjort Christina til en helsefanatiker. Hun har lige haft fødselsdag, og her tillader hun sig både at få en bolle og et lille stykke lagkage. Men heller ikke mere.

Mindre isoleret i dag
I takt med at kiloene raslede af, og Christina fik styr på sin overspisning, blev hun mere og mere udadvendt. Christina fortæller selv:
– Med alderen er jeg er blevet bedre til at lukke andre ind. Jeg accepterer mig selv mere, end jeg har gjort før. I dag ved jeg, hvem jeg er. Jeg opsøger de fællesskaber, jeg føler mig godt tilpas i.
Et af de steder, hvor Christina føler sig godt tilpas, er Café Perlen.
– Her kalder folk en spade for en spade. Og det føles godt at komme her. Det er som mit andet hjem, siger Christina og fortæller, at hun kommer i caféen dagligt og snakker med dem, der kigger forbi.

Sjovt at se på tøj
En af glæderne ved at have tabt sig er at kunne passe tøj i almindelige damestørrelser. Når Christina og en veninde ser på tøj sammen, så behøver hun rent faktisk ikke at gå efter de ekstremt store størrelser mere. I dag kan hun gå i det tøj, hun drømte om for 10 år siden. Det føles mærkeligt, når ens mentale kropsbillede fortsat er ’størrelse telt’, siger Christina med et smil på læben.
Fremtiden synes lys for Christina. Vægttabet skal holdes. Det er klart. Og så drømmer hun om til sommer at tage en top på uden ærmer og fremvise en ny tatovering med mottoet ”Hvor der er en vilje, er der en vej”. Et motto, der bestemt ikke ville være misvisende for Christinas kamp og sejr over overvægten.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER