Succes for erhvervskonference
GLOSTRUP. Glostrup Kommune afholdt for første gang erhvervskonference i onsdags, hvilket var meget populært

Omkring 150 erhvervsfolk og repræsentanter fra Glostrup Kommune mødtes onsdag eftermiddag ved Kopenhagen Fur til Glostrup Kommunes første erhvervskonference. – Jeg synes det gik rigtig godt. Der var rigtig god dialog, der kom mange gode input, siger Piet Papageorge, formand for Vækst- og Beskæftigelsesudvalget.

Store planer
John Engelhardt og Piet Papageorge brugte erhvervskonferencen til at præsentere erhvervslivet for de udviklingsplaner, der er for Glostrup. Blandt andet skal de nuværende cirka 22.000 arbejdspladser blive til 30.000 inden 2020.
– Jeg har den opfattelse, at man skal sætte overliggeren højt. Hvis det bliver 28.000 arbejdspladser i 2020 og de sidste kommer senere, så dør vi ikke af det, sagde John Engelhardt og understregede, at det faktisk går temmelig godt for erhvervslivet i Glostrup.
– Vi er en af de ganske få kommuner, der har flere industriarbejdspladser efter krisen end før, sagde han.
Han understregede, ligesom for to uger siden her i avisen, at meget skal gå godt, for at udviklingen i Glostrup skal blive en succes. For eksempel skal Folketinget holde sin aftale og vedtage letbanen i december, og der skal også gerne sættes penge af til en udvidelse af Glostrup Station.

Mere kommunikation
Piet Papageorge gennemgik mange af de tiltag, som kommunen arbejder på, for at fremme erhvervslivet i Glostrup. Kommunen har ansat en erhvervschef, og der er planer om at forbedre kommunikationen med virksomhederne. Det skal blandt andet ske via en velkomstfolder til nye virksomheder, så de ved, hvor de skal henvende sig, når de skal i kontakt med kommunen. Kommunen vil også give diplomer til virksomheder, der tager et socialt ansvar, for eksempel ved at ansætte lærlinge eller begrænse miljøpåvirkningerne.
– Jeg fik en masse gode input på konferencen, som vi skal arbejde videre med i udvalget. Jeg fik en masse gejst, energi og glæde. Vores erhvervsliv er ikke bare tal og statistik, det er erhvervsfolk, som jeg fik en mulighed for at møde, siger Piet Papageorge.
Han håber, at succesen bliver gentaget næste år.
– Vi har ikke evalueret på det endnu, men det er min holdning, at vi skal gøre det igen til næste år, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top