Ny udstilling i Glostrup Kunstforening
Anders-Scrøder-5.jpg
Lørdag inviterer Glostrup Kunstforening til fernisering på udstilling af malerier af kunsteren Anders Schrøder. Foto: Anders Schrøder
GLOSTRUP. Glostrup Kunstforening præsenterer ny udstilling af Anders Schrøder. Der er fernisering på lørdag i Fritidscentret

På lørdag inviterer Glostrup Kunstforening til fernisering på en udstilling med maleren Anders Schrøder.
Om sine billeder siger Anders Schrøder blandet andet:
– I mit maleri har jeg et ønske om at lade ord og form lege sammen. At lade dem udgøre en fælles helhed. Titlerne er således en integreret del af værket.
De skal bidrage til at skabe en tvetydighed og dermed uddybe fortællingen. Mit håb er at invitere beskueren med ind i en verden, hvor alting ikke lige umiddelbart er, hvad det giver sig ud for at være.
At være med til at pirre nysgerrigheden og lysten til at skabe mening i en kompleks verden, hvor mening ikke altid er så simpel. Som maler kan jeg godt lide dette spil – det giver mening, og gør det pusseløjerligt at arbejde med.
Desuden spiler humoren en vigtig rolle i kunsten, fortæller Anders Schrøder:
– Samtidig er det også vigtigt for mig aldrig at tabe humoren af syne. Humoren er med til at give værket form og fortælling. Og samtidig er det sidste lag i fortællingen, der forhåbentlig er med til at skabe lang levetid hos beskueren, følelsesmæssigt såvel som erindringsmæssigt.

Udflugt søndag
I det hele taget er det en travl weekend for kunstforeningen. For søndag inviterer kunstforeningen på tur til Avedøre Kirke.
Her vil der efter gudstjenesten være guidet tur rundt i kirken, hvor man blandt andet kan se kunst af Erik Heide.

Ferniseringen finder sted kl. 14.00-16.00 lørdag den 9. januar. Kunstneren vil være tilstede ved ferniseringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top