Renoveringsprojekt i modvind
IMG_4624.jpg
Storm og snevejr har forsinket et tagrenoveringsprojekt på Brøndby Nord Vej. Beboerne har flere gange tilkaldt politiet, fordi de frygter, nogen kan komme til skade, ligesom de mener, stilladset har ført til skader på ejendommen. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. En del af boligerne i AAB’s afdeling 53 på Brøndby Nord Vej skal have renoveret taget. Men meget er gået galt i processen, og lige nu må beboerne leve med regnvand i boligerne, hvis de da ikke skal genhuses

Beboerne i AAB’s afdeling 53 på Brøndby Nord Vej er heldige.
De bor lige ved Vestvolden og kan dermed nyde et rekreativt område ud over det sædvanlige.
De har heller ikke langt til indkøbsmuligheder, kulturhus og bibliotek.
Men alt dette glæder beboerne i boligafdelingen sig næppe over lige nu. De bruger nemlig i stedet deres kræfter på at overveje, hvor den boligsag, de befinder sig midt i, og som ikke ser ud til at have en umiddelbar afslutning, vil føre dem hen næste gang.

Renovering efter ulykke
For et par år siden førte en storm til, at flere tagplader rev sig løs på nogle af bygningerne på Brøndby Nord Vej. En episode der, som Folkebladet dengang kunne fortælle, førte til, at en kvinde blev livsfarligt kvæstet. Da det efterfølgende viste sig, at der var mangler i forbindelse med monteringen af tagpladerne, blev det besluttet at renovere taget. Et arbejde, der begyndte i oktober måned 2015, og som i første omgang skulle have været afsluttet i maj måned i år, men det bliver det ikke.
Men endnu engang har vejret spillet ind. Og selvom ingen er blevet kvæstet, så mener beboerne i AABs afdeling 53, at de i den grad er fanget i et spil om, hvem der har ansvaret for, at processen er gået i stå.

Vandet stod ind
Inge-Lise Klausen bor sammen med sin mand, Svend Erik, på øverste etage i en af ejendommene. Hun er godt træt af situationen:
– Det hele begyndte den 14. november 2015, hvor vores nabo tilkaldte politiet, da hun opdagede, at stilladsbrædderne ikke var ordentlig stormsikrede.
Politiet kom og afspærrede en del af området, så stilladsbrædderne ikke skulle føre til skader på mennesker og biler.
Men selvom politiet således begrænsede skaderne i situationen, var skaden ifølge Inge-Lise Klausen alligevel sket. For de løse brædder havde lavet huller, så vandet begyndte at strømme ind i bygningen:
– Søndag den 22. november blev vi ringet op af vores nabo, da vi var på tur. De fortalte os, at vi havde fået en vandskade i soveværelset. Heldigvis havde de opdaget det, og så sørget for, at det ikke blev alt for alvorligt. Men vi tog alligevel hjem.
Dagen efter kontaktede Inge-Lise Klausen ejendomsinspektøren. Men det kom der ifølge Inge-Lise Klausen ikke meget ud af:
– Vi stod og kiggede op igennem et hul sammen, og vi kunne se himlen. Men han ville ikke anerkende, at der var et problem.

Storm sætter ind
Men hermed var problemerne ikke overstået. Den sidste weekend af november rammer stormen Gorm nemlig Danmark og dermed også Brøndby Nord Vej. Noget der ifølge Tina Hjortnæs, nabo til Inge-Lise Klausen, i den grad kunne høres og mærkes i ejendommen:
– Søndag (den 29. november, red.) formiddag lød der et ordentlig brag. En af de andre naboer så et stilladsbræt kommen flyvende. Jeg ringede til politiet. Beredskabet og politiet spærrede af, og vi fik besked på at blive inden døre.
Senere samme dag måtte politiet imidlertid rykke ud en gang mere, fortæller Tina Hjortnæs:
– Sent om aftenen lød der et stort brag, og 11 store stilladsplader rev sig løs og fløj hen over taget og landede i gården på den anden side af huset. Jeg ringede igen til politiet, og endnu engang rykkede politiet, beredskabet og brandvæsenet ud. De spærrede af og gik rundt i opgangene og advarede.

Blandt de heldige
Selvom de to par naboer øverst oppe i en af opgangene er trætte af situationen, så mener de, der trods alt er én positiv ting at få øje på, fortæller Inge-Lise Klausen:
– Når man tænker på, hvor slemt det er, så er det jo godt, at ingen er kommet til skade. Det kunne være gået virkelig galt.
I det hele taget er Inge-Lise Klausen glad for sine naboer:
– Årsagen til, at vi er sluppet relativt billigt med vandskader, er indsatsen fra Tinas mand, Bo. Forårsaget af de løsrevne stilladsplader var vores tag fuld af huller. De største blev lavet udefra. Men virkeligheden var, at der var langt flere huller. Man løste problemet med spande på loftet. Men på grund af heftig regn løb spandene over. Ingen tog ansvar for disse spande. Kun takket været Bos arbejde med at tømme flere hundrede liter vand ned fra loftet, lykkedes det at begrænse skaderne. Først 2. juledag fik vi kontakt til entreprenøren, der sørgede for store baljer.

Andre må flytte
Selvom Inge-Lise Klausen og naboen Tina Hjortnæs er godt trætte af situationen, mener de, der er beboere, der har større problemer:
– Der er flere, cirka 40-50 lejligheder, hvor beboerne er blevet genhuset. Det drejer sig både om ældre borgere og også beboere med anden etnisk herkomst, som måske har svært ved at vide, hvad de skal gøre. Der er også nogle, der ikke har en forsikring. De er virkelig hårdt ramt. Set i forhold til dem, er vi naturligvis heldige, selvom vi er godt trætte af situationen.

Hvem skal tage ansvar?
De to hold naboer har forsøgt at gøre noget ved situationen. Dels ved flere gange at kontakte politiet i de situationer, hvor vinden og vandet har udfordret dem. Men også ved at kontakte afdelingsbestyrelsen og AAB. Noget, der ifølge Inge-Lise Klausen ikke altid har foregået på den mest diplomatiske måde:
– Jeg har da bestemt været en af dem, der har ringet til bestyrelsen, og jeg har også talt hårdt til dem. Men jeg har som alle de andre været frustreret over situationen. Bestyrelsen har ikke rigtig kunnet gøre noget, for det er jo ikke dem, der har stået for projektet. Alligevel er det gået ud over dem.
Taget hele situationen i betragtningen er det, der ifølge Inge-Lise Klausen er mest frustrerende ved situationen, at ingen ved, hvad der skal ske, og hvornår der skal ske noget:
– Det er uklart, hvem der har ansvaret, og hvem, der har vilje til at gøre noget ved det hele. Det kunne være rart at få et overblik over situationen.

Usædvanlig sag
Christian Høgsbro er administrerende direktør i AAB, og han er godt klar over, at sagen ikke er gået helt efter planen:
– Det her er en ret usædvanlig sag. Den 21. november faldt der en del sne, og hverken vi eller forsikringsselskabet har oplevet noget lignende før, hvor så meget sne falder på en midlertidig afdækning, som så kollapsede, så der strømmede en masse vand ind.
En episode med alvorlige konsekvenser, fortæller Christian Høgsbro:
– En del boliger er svært beskadiget. Lige inden jul havde vi en taksator til at se på sagen, så vi kunne få et overblik over det forsikringsmæssige i sagen.
Og her ligger det egentlige problem ifølge Christian Høgsbro:
– Der er cirka 50 boliger, der er svært beskadiget, og hvor beoerne må genhuses. Desværre har cirka en tiendel af den ingen indboforsikring, og beboerne står derfor i en meget svær situation.
Christian Høgsbro understreger, at han som administrerende direktør ikke kender sagen i detaljer. Men at det ikke kun er snefaldet, men også stormen, der har skabt problemer for beboerne, overrasker ham:
– Det er første gang, jeg hører om, at stormen Gorm førte til, at flere plader fløj igennem luften.
Christian Høgsbro forventer, at der nu vil ske noget i sagen. Men der også et efterspil at forholde sig til, fortæller han:
– Der er nu et retsligt efterspil om, hvem der har ansvaret. Vores forsikring eller entreprenørens.
Noget af det, der i hele sagen har frustreret Inge-Lise Klausen og Tina Hjortnæs er, at de ikke, mener, de har fået tilstrækkelig information. Om det siger Christian Høgsbro:
– Det er den lokale afdelingsbestyrelses ansvar at informere borgerne, og det ved jeg at de har gjort ved blandt andet informationsskrivelser. Men jeg ved også, at det er en kompliceret sag, så der er sikkert ting, der kunne være gjort bedre.

Ekstraordinært
Jimmi Kunak er ansat som byggeleder hos snedkermester Arne Pedersen, der er hovedentreprenør på renoveringssagen. Han kan godt forstå beboerne:
– Vi arbejder på at blive færdige, så beboerne kan få noget ro. Jeg kan godt forstå, de er frustrerede, for det har været en ærgelig sag for alle parter.
Men også Jimmi Kunak mener, at vejret har spillet ind på usædvanlig vis:
-Det kraftige snefald forårsagede lignede problemer andre steder, så det er ikke et særtilfælde, det der er sket på Brøndby Nord Vej. At der så lige efter kom en storm, er meget uheldigt.
At der skulle være særlige problemer i forhold til stilladset, kan Jimmi Kunak ikke genkende:
– Stilladset blev godkendt inden, og for eksempel har arbejdstilsynet også været derude. Så alt er foregået efter reglerne. Men vejret har været helt særlig, og det har skabt nogle problemer.
Og selvom der ifølge Jimmi Kunak altså ikke er noget ekstraordinært problem med stilladset, så fortæller han, at han har talt med stilladsfirmaet, der har sat stilladset op:
– Også stilladsfirmaet gør alt, hvad de kan. Det er de også opmærksomme på fremadrettet.
Selvom det ikke er noget, han har indflydelse på, kan Jimmi Kunak godt forstå, at de beboere, der ikke har en forsikring, befinder sig i vanskelig situation:
– Det er rigtig uheldigt for dem, der ikke har en forsikring. Men det blev sagt flere gange inden, at man skulle sørge for at have en forsikring.

Der bliver holdt et orienteringsmøde for beboerne den 12. januar kl. 19.00 i Kulturhuset Kilden. Her vil, ifølge Folkebladets oplysninger, repræsentanter for bl.a. AAB og entreprenøren deltage.
Jimmi Kunak fra snedkermester Arne Pedersen forventer, at renoveringsprojektet vil være afsluttet i slutningen af juni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top