Mandag 23. oktober 2017
Skoleprojekt kommet godt i gang
HELE OMRÅDET. Ifølge kommunerne er det store, fælles skoleprojekt i Brøndby, Glostrup og Vallensbæk kommet godt i gang
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 20. januar 2016, 09:39:14

I foråret 2015 fik de tre kommuner i Folkebladets område tilsammen 6,15 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.
Pengene skal over en treårig periode bruges til at kompetenceudvikle samtlige lærere og børnehaveklasseledere, ledere og forvaltning i Brøndby, Vallensbæk og Glostrup Kommune til at arbejde med synlige læringsmål og feedback. Da tildelingen blev annonceret, var der stor glæde blandt politikerne. Således sagde for eksempel Jytte Bendtsen (C), formand for Børne- og Kulturudvalget i Vallensbæk:
– Jeg synes, det er dejligt, at vores elevers mulighed for læring løftes, så de kan blive så dygtige, som de kan, og dermed få god adgang til den uddannelse, de ønsker sig.

Første evaluering ude
Selvom projektet kun har kørt siden begyndelsen af det nye skoleår, er der allerede udarbejdet en intern evaluering af opstarten af projektet.
Og i følge den pressemeddelelse, der efterfølgende er sendt ud, er projektet kommet godt i gang. Således hedder det i pressemeddelelsen:
”En intern evaluering, gennemført i november, viser, at næsten 30 % af lærerne oplever, at det nye fokus allerede har gjort deres undervisning bedre – noget der i sidste ende vil styrke elevernes faglighed og trivsel”
Sidsel Rosa Just, projektleder på skoleprojektet, tilføjer i pressemeddelelsen:
”Kort fortalt handler det om at skifte fokus fra ”Hvad skal vi lave?” til ”Hvad skal vi lære?”. Udviklingen i læringen skal være tydelig – også for eleven – for vi ved, at man lærer mere, hvis man ved, hvad målet er, hvordan man kommer derhen, og hvad man bliver bedømt på.”

Skal dele viden
Gennem en række kursusdage over de kommende år bliver lærerne i de tre kommuner klædt på til for eksempel at evaluere elevernes arbejde og til at arbejde sammen i læringsfællesskaber, hvor man samarbejder med andre lærere om undervisningsforløb.
Desuden er en ny læringsplatform, Meebook, et redskab som lærerne bruger til at dele undervisningsforløb med hinanden.
Fordi de tre kommuner bruger den samme læringsplatform kan lærerne på tværs af de tre kommuner blandt andet lægge undervisningsforløb op, som andre kan bruge eller lade sig inspirere af. Noget Sidsel Rosa Just ifølge pressemeddelelsen har store forventninger til:
”Det er ikke blot lærernes nye kompetencer og nye metoder, der har gjort en forskel, men også hvordan de bliver bragt i spil i læringsfællesskaberne ude på skolerne.”

Skal hjælpe på vej
For at styrke projektet yderligere bliver der også uddannet såkaldte aktionslæringsvejledere i følge Sidsel Rosa Just:
”Desuden har vi valgt at uddanne 4-8 aktionslæringsvejledere på hver skole i hver kommune, som kan hjælpe lærerne med de faglige problemstillinger og udvikling af praksis i deres nye læringsfællesskaber med andre lærere.”

Projektet blev skudt i gang den 5. august 2015 og løber over tre skoleår.
Projektet hedder Tæt på læringseffekten
Et væsentligt element i projektet er, at lærere og børnehaveklasseledere arbejder i teams centeret omkring årgange og fag

Folkebladet har bedt om lov til at se undersøgelsen for blandt andet at se, hvad de øvrige 70 procent af lærerne svarede på spørgsmålet om, hvorvidt deres undervisning allerede er blevet bedre. Dette ønske kunne imidlertid ikke imødekommes.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER