Udvalgsformand: Intet galt med parkeringsberegningerne
GLOSTRUP. I to tilfælde af nyere byggeri i Glostrup har kommunens beregnede parkeringsbehov vist sig at være langt fra det behov, de erhvervsdrivende oplever. Udvalgsformanden kalder det for enkelttilfælde

I 2014 fik Glostrup ny parkeringspolitik, der blev vedtaget enstemmigt af kommunalbestyrelsen. En del af parkeringspolitikken er en parkeringsnorm. Den fastsætter, hvor mange parkeringspladser, man skal anlægge for hver kvadratmeter butik, restaurant eller bolig.
For Rema 1000 og Glostrup Park Hotel er lokalplanerne lavet før 2014, derfor følger de en tidligere parkeringsnorm, der dog for begge ville give stort set samme resultat, som hvis man havde brugt den nye. For restauranten ved hotellet skulle der have været anlagt nogle få yderligere parkeringspladser, ligesom boligerne ved Rema 1000 ville have krævet nogle få flere parkeringspladser.
Begge steder siger de erhvervsdrivende, at de har behov for flere parkeringspladser. Mest markant er det ved Glostrup Park Hotel, der mener, at de har behov for omkring 50 procent flere parkeringspladser, end beregningen i parkeringsnormen lægger op til.
De to eksempler er dog særtilfælde. Der er ikke noget galt med beregningerne, mener Flemming Ørhem (DF), formand for Miljø- og Teknikudvalget.
– Vi vil ikke ændre på de generelle parkeringsnormer. Når der opstår specielle situationer, så må vi finde nogle specielle løsninger, men der er ikke noget generelt problem, siger han.
Han roser derudover de lokale erhvervsdrivende.
– Jeg synes, det er positivt, at de erhvervsdrivende selv prøver at løse problemerne, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top