Mentorordning forankrer gymnasieelevers studiedrømme i virkeligheden
IMG_9264.jpg
Andreas Mørch Johansen fra 1.s på Brøndby Gymnasium glæder sig over den nye mentorordning. Det samme gør Underviser i erhvervsøkonomi Maja Aamot Schomacker. Foto: Brøndby Gymnasium
BRØNDBY. Brøndby Gymnasium søsætter nyt mentorprojekt for nogle af eleverne. En af dem, der skal hjælpe eleverne er Mette Hviid Togsverd, Folkebladets adm. direktør og ansvarshavende redaktør

At møde erhvervslivets virkelighed i en tidlig alder giver bedre forudsætninger for at vælge den helt rigtige uddannelse efter gymnasiet.
Det er filosofien bag Brøndby Gymnasiums nye mentorordning, der skydes i gang i maj 2016.
Gennem ordningen vil gymnasiets erhvervsøkonomielever i samarbejde med hver deres mentor opleve, hvordan hverdagen former sig på en række lokalt forankrede virksomheder, der blandt andet tæller Conscia, Skanlog og Folkebladet.
Både Brøndby Gymnasiums elever og mentorerne fra de udvalgte virksomheder er spændte på projektet, de glæder sig til henholdsvis at lære og lære fra sig.

Én af de elever, der ser frem til at lære en virksomhed at kende indefra, er Andreas Mørch Johansen fra 1.s på Brøndby Gymnasium. Han regner med, at et konkret kendskab til karrieremuligheder i en erhvervsvirksomhed vil hjælpe ham med at blive mere afklaret omkring, hvilken fremtidsdrøm han på sigt skal forfølge:
– Jeg har jo et ønske om at læse erhvervsøkonomi, men jeg interesserer mig også meget for politik og arbejdsgangene i en interesseorganisation, så det kunne også være noget, jeg godt kunne tænke mig at gå videre med. Gennem mentorordningen regner jeg med at finde ud af, om det virkelig er et arbejde inden for erhverv og økonomi, jeg har lyst til. Jeg glæder mig til at opleve en virksomhed på første hånd, og få en større viden om produktudvikling og økonomistyring. Og hvis jeg kan lide det så har jeg fået en fantastisk oplevelse, og hvis det alligevel ikke er noget for mig, så blev jeg så meget klogere i forhold til min fremtid.

Det vigtige møde
Ifølge Brøndby Gymnasium er det op til den enkelte mentor og mentee, som eleven i et mentorforløb kaldes, at fordele vægten mellem henholdsvis den professionelle del og den personlige del af sparringen. For Andreas Mørch Johansen er det især de personliglige erfaringer, der tæller:
– Igennem mentorordningen kommer jeg til at møde en person, der har erfaringer inden for hvad det vil sige at tage en masse beslutninger og lede en virksomhed. Altså at være den person, der skal stå for de vigtige beslutninger, fortæller han og fortsætter:
– Lige nu drømmer jeg selv om måske engang at starte noget med functional clothing. Og så er det jo rigtig spændende at høre, hvordan en anden person har gjort for at komme dertil i livet hvor han eller hun er nu. Jeg er især spændt på at høre, hvilke ofre det har krævet, hvilken uddannelse han har taget, og hvad han gør for at være en god chef, forklarer han.

Folkebladet er med
En af de mentorer, der er klar på at give elever som Andreas Mørch Johansen et både professionelt og virkelighedsnært billede af det private erhvervsliv anno 2016 set gennem personlige briller, er Folkebladets adm. direktør og ansvarshavende redaktør Mette Hviid Togsverd. Hun lægger samtidig vægt på vigtigheden af, at ordningen er lokalt forankret, så eleverne også får øjnene op for de mange karriere muligheder, der findes lige uden for deres egen hoveddør:
– Jeg har sagt ja tak til at deltage, fordi jeg og Folkebladet gerne vil være med til at give unge mennesker en håndsrækning til erhvervslivet i lokalområdet. Hovedformålet for mig er netop at være et mellemled fra gymnasiet til det pulserende arbejdsliv: Eleven skal gerne få et indblik i de formelle og uformelle omgangsformer der er på en arbejdsplads.
Hvis jeg selv havde haft en mentor, ville jeg have haft mulighed for at stille de spørgsmål, der altid vil opstå, som man ikke lige ved, hvem man skal gå til med, især med henblik på valg af profession, nu kan eleverne gå til mig. Man kan nærmest tale om en ekstra studievejledning med erhvervslivet som baggrund.

Stolt rektor

Brøndby Gymnasiums rektor, Pia Sadolin, er glad og stolt over, at så mange lokale virksomheder har budt initiativet velkommen:
– Det har været virkelig inspirerende at snakke med de mange mennesker, jeg har kontaktet for at etablere mentorordningen. Alle som en har været imødekommende, og flere af de kommende mentorer afsatte tid til at deltage i udformningen af ordningen. Den entusiasme og interesse har været meget ansporende for det videre arbejde. Bredden i mentorordningens palet af deltagende virksomheder og organisationer er desuden med til at tegne det lokale erhvervslivs mangfoldighed og spændvidde for eleverne, som derfor vil kunne dele erfaringerne fra de mange forskellige virksomheder med hinanden. Det bliver spændende at se netværket folde sig ud, siger hun.

Hvordan er mentorforløbet skruet sammen i praksis?
– BG afvikler mentorforløbet over et år, sideløbende med valgfaget erhvervsøkonomi
– Mentorer og elever matches ud fra gensidige kompetence- og interessebeskrivelser.
– Elev og mentor mødes 4 gange på et skoleår. Her vil eleverne blandt andet kunne stille fremtidsrettede uddannelses- og karriereorienterede spørgsmål.
– Eleven vil få sparring i forhold til en skoleopgave udformet som en erhvervsøkonomisk case
– Eleven vil få mulighed for at opleve, hvordan hverdagen fungerer i mentor-virksomheden.
– Som afrunding på hele forløbet vil der blive afholdt et en fælles afslutningsmiddag, hvor alle mentorer og elever får mulighed for at udveksle erfaringer.
– Deltagende virksomheder: Folkebladet Aps, Conscia, DBU, Danske Bank, Gudme Raaschou Assets Management, McDonalds, Skanlog, Bille-Buch Andersen, Sony Mobile Aps, DIF, Glostrup Sygehus, Danske Erhverv.
– Virksomhederne dækker områderne IT, Finans, revision, restauration, vintapning, elektronik, medieproduktion, sundhedssektoren, idrætsmanagement samt drift af interesseorganisationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top