Renovering skal styrke skoledagen
pilehaveskolen_tegning.jpg
Pilehaveskolen står overfor en stor renovering. Det skal gerne give børnene en bedre skoledag. Foto: Illustration: BBP Arkitekter A/S
VALLENSBÆK. Pilehaveskolen renoveres for 59 mio. kr. Det skal medføre bedre skoledage

Det bliver entreprenørfirmaet Juul og Nielsen, der skal stå for den kommende renovering af Pilehaveskolen i Vallensbæk. Det besluttede Kommunalbestyrelsen på mødet den 27. januar.
Dermed kan der sættes gang i realiseringen af den helhedsplan, som lærere, elever, forældre og ledere har været med til at udarbejde.
– Helhedsplanen omfatter en gennemgribende energirenovering inde og ude, og etablering af nye toiletter.
Men også at klasselokaler, gangarealer, fællesområder og haveanlæg indrettes fleksibelt, lyst og venligt, så de kan bruges aktivt i læringen, og samtidig bliver inspirerende steder at opholde sig, fortæller Jytte Bendtsen, formand for Børne- og Kulturudvalget i Vallensbæk Kommune .

Flere ændringer
Haveanlæggene tematiseres i forhold til skoletrin, så de kan benyttes aktivt i undervisningen. Samtidig omdannes skolens bibliotek til et såkaldt kombi-bibliotek med selvbetjening, der også kan benyttes af borgere uden tilknytning til skolen.
– Det har været en lang planlægningsproces, og vi har vendt og drejet mange muligheder. Det har været vigtigt for os, at et projekt til så mange millioner ikke kun munder ud i energibesparelser, men skaber nye moderne læringsmiljøer, så Vallensbæks børn og unge får en spændende hverdag med gode rammer for læring og trivsel. Jeg er derfor rigtig glad for, at der kommer gang i byggeriet, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top