Besparelser skal finansiere ekstraudgifter
VALLENSBÆK. Omdannelsen af midlertidige boliger på Højstruphave og etableringen af nye midlertidige boliger i Rønnebækhus bliver dyrere end forventet

Et vigtigt element i de lokale politikeres arbejde er at vedtage budgetter og kontrollere, at disse bliver overholdt.
Noget der særlig viser sig på anlægsområdet, hvor der løbende bliver bygget nyt og renoveret.
Da byggearbejder kan være forbundet med en vis usikkerhed, sker det også, de lokale politikere må forholde sig til budgetoverskridelser og tillægsbevillinger.
Det var tilfældet for kommunalbestyrelsen i Vallensbæk, da de afholdte deres februarmøde den 17. februar.

Besparelser skal der til
Kommunalpolitikerne i Vallensbæk har i forbindelse med budgetforliget for 2016 nemlig vedtaget at omdanne seks midlertidige boliger på Højstruphave til almindelige plejeboliger og at etablere fire nye midlertidige boliger i Rønnebækhus.
Men nu har det vist sig, at arbejdet bliver dyrere end budgetteret. Blandt andet koster det flere penge end forventet at renovere to af toiletterne.
Derfor anmodede Center for Pleje og Omsorg om en udvidelse af anlægsbevillingen med 800.000 på det seneste kommunalbestyrelsesmøde. En udvidelse, der blandt andet skal finansieres ved at finde besparelser i hjemmepleje.

Bedre arbejde før
Niels Jørgensen (V) stemte for tillægsbevillingen. Men gjorde det ikke uden at ærgre sig. Således sagde han i forbindelse med behandligen af sagen:
– Det, der er betænkeligt i denne sag, er, at vi igen har et projekt, hvor forarbejdet med ændringer af fire lejligheder i Rønnebækhus til fremover at skulle være fire nye midlertidige plejeboliger, ikke er gjort godt nok, så vi nu skal afsætte 800.000 kr. i yderligere anlægsudgifter. Så har man fundet frem til, at der nu kan opnås besparelser i driften, som modsvarer den ekstra anlægsudgift. Det er jo da helt fint, men også her burde arbejdet have været gjort tidligere.

Langsigtet løsning
Desuden benyttede Niels Jørgensen lejligheden til at fremføre en kritik, der går ud over spørgsmålet om ekstrabevillingen:
– Det er i sig selv betænkeligt, at vi nedlægger seks af de midlertidige plejeboliger på Højstruphave og omdanner dem til permanente plejeboliger. De midlertidige plejeboliger i trygge og beskyttede rammer har været et særdeles stort aktiv, som har været værdsat af mange borgere og pårørende. At vi så har behov for de permanente plejeboliger er en anden sag, som Venstre så mange gange før har gjort opmærksom på, og det bliver så klaret med denne hovsaløsning. En mere langsigtet planlægning er påkrævet her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top