Falske indsamlere på spil
GLOSTRUP. Flere borgere i Glostrup har oplevet falske indsamlere, der siger, de samler ind til velgørenhed, men i virkeligheden stikker pengene i lommen

Der har igen været falske indsamlere på spil i Glostrup. Omkring dagligvarebutikkerne står de med clipboards og samler underskrifter og penge ind. De siger, at det går til velgørenhed, men pengene stikker de direkte i lommen.
– Der bliver svindlet på flere forskellige måder. Nogle er rene betlere (tiggere, red.), der samler penge ind. Andre lader som om, de er døvstumme, eller laver andre tricks til at aflure pinkoder
og derefter stjæle og misbruge ofrenes Dankort, siger Karsten Risvig, fra Lokalpoliti Øst under Vestegnens Politi.

Penge til dem selv
En af dem, som de falske indsamlere har forsøgt at snyde, er Lene fra Glostrup. Hun var palmesøndag i Netto på Hovedvejen.
– Jeg stod og var lige blevet færdig med at pakke mine varer, da de kommer hen til mig og vil have mig til at skrive under på noget. De var meget pågående. Det var nogle udlændinge med et A4 papir, siger hun.
Hun fik dog sagt nej, og de falske indsamlere forlod butikken igen. Det var nemlig ikke første gang, at hun så de falske indsamlere i området.
– Første gang så jeg dem uden for Aldi. Der fik de penge fra en mand. Jeg talte med en inde fra Aldi, hun sagde, at hun havde smidt dem ud flere gange, siger hun.
Det, der især gør hende vred er, at indsamlerne siger, at pengene går til handicaporganisationer, når det ikke er sandt.
– Jeg blev så gal. De samlede ind under dække af, at det var til en handicaporganisation. Hvis de bare havde været ærlige omkring, at pengene var til dem selv, så havde det været noget andet, siger hun.

Flygter hurtigt igen
Lene er langt fra den eneste, der har oplevet de falske indsamlere. I februar kunne vi fortælle om Birger Jensen, der i Lidl i forvirringen havde givet 100 kroner til en mand, der spillede døvstum. Vi har også fået oplysninger om flere andre tilfælde af tricktyverier med samme fremgangsmåde.
Politiet kender godt til de falske indsamlere og tricktyvene. Det har dog ikke været muligt at fange nogen her på Vestegnen for nyligt.
– Når vi sender en patruljevogn til et sted, hvor vi har hørt om det, så er de over alle bjerge, siger Karsten Risvig fra politiet.
Politiet har fået mulighed for at anholde og sigte personer alene for forsøg på bedrageri, hvis de for eksempel laver falske indsamlinger.
– De skal føle, at der er nogen, der puster dem i nakken. Selvom der ikke er sket noget i en konkrete sag, så kan den måske linkes til andre lignende sager, siger Karsten Risvig.
Ifølge ham er det primært ældre borgere, tricktyvene og indsamlerne går efter.
– Vi skal advare vores borgere om, at de skal bruge deres sunde fornuft. Det er de svage og ældre, de går efter. Forvirring er det de slår på, siger han.
Københavns Vestegns Politi opfordre folk til at ringe hurtigt til politiet, hvis man oplever noget mistænkeligt. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48 eller 114.

Vær skeptisk

Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:
• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Kilde: Københavns Vestegns Politi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top