Fredag 20. oktober 2017
Fra den 4. til den 15. april gør Teknisk Forvaltning hele Brøndby ren. Kommunen opfordrer borgerne til at være med. Foto: Brøndby Kommune
Forårsrengøring af Brøndby
BRØNDBY. I den kommende tid har medarbejdere fra Teknisk Forvaltning travlt med at gøre byen pæn og ren. Der er nemlig dømt forårsrengøring fra den 4. til den 15. april
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 30. marts 2016, 09:54:24

Traditionen tro markerer Brøndby Kommune i begyndelsen af april, at temperaturen stiger, og solen begynder at skinne med en grundig omgang forårsrengøring.
Det betyder, at der vil blive fejet på alle offentlige veje, stier og fortove. Busstoppesteder og bænke bliver rengjort og der bliver fejet ved vejbump, i vejkryds og tunneller. Graffiti vil blive vasket af skilte, standere, tunneller og kommunale bygninger. Desuden vil kommunens bede og buske blive renset for affald og større grene.
– Når vi går fra vinter til forår, så betyder det ikke kun at et lysegrønt skær breder sig i buske og træer. Det betyder også, at henkastet affald i for eksempel buske og bede bliver ekstra synligt, og at byen i det hele taget kan virke lidt beskidt efter vinteren. Så vores folk giver den en ekstra skalle for at gøre byen ren og klar, så borgerne kan nyde udelivet hen over foråret og sommeren, siger Frank Olsen, der er driftschef i Teknisk Forvaltning.

Hjælp gerne til
Rengøringen foregår i Brøndbyøster og Brøndby Strand fra mandag den 4. april og cirka en uge frem. I Brøndbyvester begynder arbejdet mandag den 11. april og varer til den 15. april.
– Mens vi tager os af de offentlige veje og områder, kan alle andre hjælpe til på deres egen grund. De kan beskære hække, buske og træer, som vokser ud over fortove. På den måde kan alle færdes uden problemer. Derudover vil vi gerne have, at man holder fortove, rabatter og overkørsler rene og fri for ukrudt, affald og visne blade. Og så er det vigtigt, at man klipper vejbelysning, skilte, brandhaner og postkasser fri for planter, hække og træer, siger Frank Olsen.
Kommunen opfordrer også butikscentre, boligselskaber, grundejere og grundejerforeninger til at rengøre deres arealer, så der kan blive ryddet så meget op som overhovedet muligt, så det bliver rart at færdes i byen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER