Fredag 20. oktober 2017
Ina Maria Nielsen fyldte 60 i søndags. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Ina-Maria Nielsen fyldte 60
GLOSTRUP. Søndag fyldte Ina-Maria Nielsen fra Venstre 60. Hun har altid været engageret i undervisning, fra hun lærte sin bror at læse, til hun i seks stormfulde år var formand for Børne- og Skoleudvalget
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 16. marts 2016, 09:32:24

Da Ina-Maria Nielsens lillebror gik i fjerde klasse, havde han endnu ikke lært at læse. Det ville Ina-Maria og hendes kæreste gøre noget ved, så de inviterede ham ind i deres lejlighed, og lærte ham at læse.
– Jeg er 17 år ældre end ham. Da han gik i 4. klasse kunne han stadig ikke læse. Så tog han ind til mig, så startede vi med at læse, så spillede vi ludo og så spiste vi aftensmad. Sådan gik der tre uger, så havde han lært at læse. Det var bare omsorg, det at vi gad spille ludo med ham. Det gav mig en øjenåbner. Det er det, man skal finde ind til ved sine elever. Og så give elever en tro på, at en indsats nytter. Alle slider. Hvis man vil noget, så skal man kæmpe, siger Ina-Maria.
Hun blev senere gymnasielærer på Nørre Gymnasium, hvor hun nu er læsevejleder og underviser i dansk og tysk.
Det var arbejdet her, der gjorde, at hun valgte at engagere sig i politik.
– Jeg følte også på det tidspunkt, at niveauet blev lavere og lavere i folkeskolen. Jeg havde behov for at komme ind og sige, at nu skal vi altså ruste op. Nu skal vi sørge for, at vores elever kan noget.

Kunstneriske fag hjælper
Lige fra Ina-Maria var en lille pige, har hun altid vidst, at hun gerne ville undervise.
– Som lille pige legede jeg skole. Jeg er storesøster og har leget skole med mine mindre søskende og mine bamser og dukker.
Da hun selv blev gravid, var stimulering af barnet også vigtigt for hende.
– Man kan sagtens stimulere børn lige fra starten. Allerede da min søn lå i maven, spillede jeg musik for ham, han kunne jo godt høre.
For hende er de kunstneriske fag i skolen vigtige, og hun håber, at der med folkeskolereformen kan komme mere fritidsliv ind i skolen.
– Hvis man føler, at man ikke er så god til noget, men så har succes et andet sted, så smitter det af på hinanden. Det er sådan jeg selv har oplevet det, når jeg har haft rigtig succes med nogle elever. Hvis de fik succes et andet sted, så var det vejen ind. Jeg vil finde ud af, hvad det er, eleverne interesserer sig for, og så gå den vej ind, siger hun.

Seks stormfulde år
For seks år siden, da magten skiftede i kommunalbestyrelsen i Glostrup, blev Ina-Maria Nielsen formand for Børne- og Skoleudvalget.
– Jeg havde en vision om, at alle skulle blive så dygtige, som de kunne. I mange år har man fokuseret på de svage elever. Det er også fint. Men man har glemt dem, der lå i toppen. Mange elever, der er dygtige i folkeskolen, de taber gejsten, når de kommer i gymnasiet, fordi de har været vant til, at de ikke skulle lave noget. De har fået 10 og 12 nemt. Så knækker de nakken, når der er nogen, der stiller krav. Gymnasiet kræver noget mere. Så kunne man lige så godt stimulere dem i Folkeskolen ved at give dem nogle sværere opgaver, siger hun.
Hun fremhæver selv oprettelsen af Glostrup Skole som den største bedrift.
– De første fire år var meget hårde. Vi havde nogle helt andre visioner om en overbygning. Vi endte med noget, som alle kunne nikke til. Det er altid godt, når noget lykkes til sidst, selvom det har været svært. Det har være hårde år, men det hele værd, og jeg har nydt hvert sekund.
De seneste to år har der også været en del blæst omkring Glostrup Skole. Ina-Maria forstår godt, at lærerne og pædagogerne har følt sig stressede.
– Jeg har jo selv været igennem det. I 2005 fik gymnasierne også en reform. Jeg husker det første år med reformen som det hæsligste år i mit liv. Der var ingen, der var erfarne mere. Da jeg startede som ny lærer, der kunne jeg læne mig op ad erfarne lærere. Da reformen kom, var alt nyt, og vi havde kun reformen at forholde os til, hvor folkeskolelærerne også havde en arbejdstidsaftale og at skolerne i Glostrup blev slået sammen til en skole. Så jeg kan godt forstå, at man har følt sig bebyrdet og været frustreret. Jeg håber, at det er vendt, og man nu kan se lyst på det.

Skal fjerne børn
Fra 1. januar i år er Ina-Maria ikke længere formand for Børne- og Skoleudvalget. Hun er nu i stedet formand for Børne- og Ungeudvalget. Det er et udvalg med to kommunalbestyrelsesmedlemmer, to sagkyndige og en dommer. Udvalget kan blandt andet tvangsfjerne børn.
– Der har jeg siddet før i en anden periode, så jeg ved, at det kan være ret svært. Det er jo nogle hårde beslutninger, men man må jo tænke på barnets tarv. Jeg er glad for, at vi har fået barnets reform, hvor man virkelig gør sig umage med at finde nogle, der har tilknytning til barnet, før man fjerner det. Det er ærgerligt, at der er nogle børn, der bliver født ind i noget, der er håbløst på forhånd. Der må vi gå ind og sørge for, at skaden bliver mindst mulig, siger hun.

Læser romaner
Med et arbejde som gymnasielærer og et aktivt liv i politik, er det begrænset, hvad der er af fritid. For eksempel har Ina-Maria kun været på vinterferie en enkelt gang i de 18 år, hun har siddet i kommunalbestyrelsen.
– Der er jo hele tiden møder, siger hun.
Men fredag aften holder hun fri med en god bog.
– Fredag aften, hvor der nærmest kun er talentshows i fjernsynet, vil jeg hellere læse en god bog. Så kan jeg lukke ned der og koble af fra gymnasiet og politik fredag aften og lørdag. Søndag er en arbejdsdag for mig, der læser jeg dagsordener. Jeg læser en del romaner. Jeg har haft tid til at læse endnu mere nu, hvor jeg ikke er udvalgsformand længere. Jeg har nogle aftner, hvor jeg kan læse en roman færdig. Lige nu læser jeg Umberto Ecos Rosens Navn.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER