Inger Støjberg på besøg
Inger1.jpg
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg var mandag formiddag på besøg på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter i Glostrup. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Mandag formiddag besøgte Inger Støjberg (V) Vestegnens Sprog- og kompetencecenter i Glostrup, for at blive klogere på samspillet mellem sprogundervisning og arbejde

På det, der for en del år siden var Højvangsskolen i Glostrup, ligger i dag Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter.
Her går cirka 1500 elever fra seks kommuner til sprogundervisning. Sidste de talte, var der 118 nationaliteter repræsenteret på skolen. De havde mandag formiddag besøg af Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg.
– Vi er rigtigt gode til at bringe kursisterne tættere på arbejdsmarkedet. Vi vil gerne vise, hvor motiverede vores kursister er, siger Helle Vallentin Projektchef på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter.
– Det, der står tilbage, er, at de er meget ihærdige. Man kan se, at de virkelig hænger i, det gælder både elever og lærere, sagde Inger Støjberg efter besøget.

Både sprog og arbejde
En af de ting, der er vigtige for Vestegens Sprog- og Kompetencecenter, er at kombinere sprogundervisning og arbejde.
Faktisk er det kun en lille del af kursisterne, der får offentlige ydelser.
– Det er under ti procent, der får dagpenge, kontanthjælp eller lignende, siger Helle Vallentin.
Skolen har tilpasset undervisningen, så man kan få det til at passe sammen med et arbejde.
– Vi har hold om formiddagen, om eftermiddagen og om aftenen. Vores hold om aftenen er meget populært, så efter sommerferien vil vi dele det i et tidligt aftenhold og et sent aftenhold, siger Helle Vallentin.
– Det, der står klart for mig, det er, at det er vigtigt, at man kombinerer danskundervisning med et arbejde. Så er spørgsmålet, hvordan man kombinerer det bedst, det arbejder vi med lige nu. Der bliver nogle ændringer i forhold til danskundervisningen, siger Inger Støjberg.

Ude i virkeligheden
Under besøget mødte Inger Støjberg Vestegens Sprog- og Kompetencecenters forstander, Lars Nordborg Olsen, og Brøndbys borgmester, Kent Max Magelund. Men hun kom også ud, for at møde en masse kursister.
– Jeg synes altid, det er lærerigt at være rundt og se tingene i virkeligheden. Nogle gange kan man have nogle tanker, når man sidder ved et skrivebord. Så er det godt, at blive udfordret ved at komme ud i virkeligheden, siger Inger Støjberg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top