Lun Lørdag med fernisering
Hanni-8.jpg
Hanni Bjartalíð udstiller i marts i Glostrup Fritidscenter. Foto: Glostrup Kunstforening
GLOSTRUP. Hanni Bjartalíð betragtes som en væsentlig fornyer inden for færøsk samtidskunst, hans kunst bliver nu udstillet i fritidscentret

Hanni Bjartalíðs værk forekommer næsten uoverskueligt i al dets mangfoldighed. Udviklingen er rivende og konstant, uanset om han tegner, maler, skærer, klipper, limer sine billeder eller bygger de bemalede træskulpturer, som han har arbejdet en del med de sidste år.
Inspirationsmæssigt henviser han selv til barndommens oplevelser i Klaksvík, Færøernes næststørste by, hvor billedkunstneren voksede op og hvor han som dreng fandt ting og sager, som havet førte ind på bredden.
Hjemme havde han et syskrin med ben under og med mange små rum, hvori han kunne arrangere sine mange fund.
Han er blevet ældre og har i mange år boet i Finland, hvor han også er uddannet, men arbejder stadig med uformindsket nysgerrighed og begejstring. I en fjernsynsudsendelse om billedkunstneren Zacharias Heinesen, taler han om færøsk samtidskunst, mens han ser på nogle værker.
– Var jeg ung i dag, havde jeg nok arbejdet på præcis samme måde, siger den ældre maler anerkendende om sin yngre kollega, Hanni Bjartalíð.
I disse værker er selve materialegranskningen central på en måde, så man næsten kan kalde det for en form for dekonstruktion, der blotlægger billedkunstnerens metode og tanker. På trods af det samlede værks mangfoldige karakter, er man aldrig i tvivl om ophavsmanden, når man står foran et af Hanni Bjartalíðs arbejder. Han har sin egen på en gang poetiske og rå stil.
Hans trækulpturer er skønne, fulde af modsætninger imellem en næsten barnlig, legende godtroenhed og varme og på den anden side en erfaren billedkunstners bevidste målrettethed.
Motiverne i billederne er ligeledes præget af en tilsyneladende barnlig spontanitet, et art brut-agtigt præg, der er kombineret med en formbevidst billedkunstners blik.
Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen lørdag d. 5. marts kl. 14-16 i Glostrup Fritidscenter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top