Oprydningsdag i naturen
Affaldsindsamling.jpg
Lørdag den 16. april samler Danmarks Naturfredningsforening affald ind i Strandparken i Vallensbæk. Alle kan være med. Foto: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Lørdag den 16. april samler Danmarks Natur­fredforening affald ind i Strandparken i Vallensbæk

Hver år i april opfordrer Danmarks Naturfredningsforening (DN) til, at der bliver samlet affald ind.
En af dem, der tager denne udfordring op, er Dan Sandager fra den lokale afdeling af DN:
– I år låner vi et telt og nogle borde-bænkesæt af Vallensbæk Kommune, og efter aftale med Driften i Strandparken får vi også mulighed for at åbne toiletterne i Tanghusene lige ved slusen mellem Ringebæk Sø og Havnen. Meningen er, at vi så kan sætte ekstra fokus på indsamling af affald i strandområdet.

Nyt samarbejde
At affaldsindsamlingen i år rykker til Strandparken skyldes, at den lokale afdeling af DN fik en spændende henvendelse, fortæller Dan Sandager:
– Initiativet til at rykke ned i Strandparken kommer fra en engageret geocacher, som henvendte sig til DN om et samarbejde.
Geocaching er en sjov sport, som går ud på at gemme ting, som andre så skal finde ved hjælp af en GPS, som vi jo efterhånden alle går rundt med i vores smartphones. En gang om året afholder disse geocachere en såkaldt CITO (Cache In – Trache Out, red.), hvor det går ud på at samle skrald i naturen. I år slår vi i DN og geocacherne så pjalterne sammen.
Et samarbejde, der gerne må kunne mærkes på deltagerantallet, siger Dan Sandager:
– Forhåbentlig kommer der så flere end de sidste års cirka 20 deltagere.

Det skadelige plastik
Ifølge Dan Sandager er indsamlingen vigtig:
– Et meget stort problem er plasticaffald i havmiljøet. Plastic nedbrydes kun meget langsomt i naturen og ender desværre i sidste ende i fødekæden til ubodelig skade for havdyrene.
Mange af os har nok hørt om et område på stør­relse med Afrika midt ude i Stillehavet, som er fyldt med plasticaffald, som er havnet i havet. Det kan vi ikke ordne.
Men man kan gøre noget andet, siger Dan Sandager:
– Hver især kan ved at møde op og gøre en indsats medvirke til at fjerne lidt af problemet, og hvad der er mindst lige så vigtigt, sætte fokus på problemet. Det står nemlig ikke for godt til i vores egne omgivelser. Specielt i selve havneområdet flyder det med plasticgenstande, og det er heller ikke kønt at se på.
Da oprydningen i vandet spiller en stor rolle, håber Dan Sandager også, at dem, der bruger vandet, har lyst til at være med den 16. april:
– Meget af affaldet kan kun nås fra søsiden, så derfor håber vi, at også mange kajakfolk og andre, der færdes på vandet vil medvirke. Vi har luftet idéen for Vallensbæk Kano og Kajak Club, og de vil opfordre deres medlemmer til at deltage.

Alle kan være med
Dan Sandager håber, at så mange som muligt har lyst til at være med til at gøre noget godt for det lokale miljø den 16. april:
– Rigtig meget affald havner i naturen uden at nogen bevidst vil gøre skade. Deciderede uheld spiller sikkert en stor rolle, et plastbæger tages af vinden og man kan ikke få fat i det, andet skyldes ubetænksomhed og uvidenhed.
Men resultatet er under alle omstændigheder, at affaldet ligger der og ser grimt ud eller er direkte skadelig indtil nogen samler det op og bortskaffer det på forsvarlig vis. Det er dér, vi vil gøre en indsats, og alle er velkomne.

Vil man være med, kan man møde op ved slusen mellem Ringebæk Sø og Havnen kl. 10. lørdag den 16. april. Der samles ind indtil kl. 12.
Efter indsamlingen er der mulighed for at blive og hygge lidt. Der er borde og bænke hvor man kan spise sin medbragte madpakker. Der vil være kage og lidt at drikke. Toiletbygningen vil være åben for deltagerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top