Rosa havde sovedyr med i Brønden
Rosa_med_basist_Laust_Færch_i_baggrunden_foto_morten_stein.jpg
Rosa fra Rouladegade besøgte den 12. marts Kulturhuset Brønden. Mange børn med sovedyr var mødt op. Foto: Mortens Stein
BRØNDBY. Forventningsfulde børn havde taget sovedyr under armen og mødte op i Brønden lørdag den 12. marts. For at møde Rosa fra Rouladegade i Ramasjang

Der var gang i den fra start til slut, da Rosa fra Rouladegade i Ramasjang lørdag den 12. marts besøgte Kulturhuset Brønden.
Rosa og hendes band, Rødderne, var i højt humør. Der blev fjollet og pjattet på scenen. Sovedyr blev rystet og sunget om og for. Rosa havde taget nogle af sine egne sovedyr med. Et af dem havde aldrig holdt fødselsdag, så der blev selvfølgelig sunget fødselsdagssang, den med instrumenterne, med luftguitar, trommer og ukulele.

Fødselsdagskagen
Rosa gik rundt blandt publikum, hvor børnene lagde forskellige snacks, de kunne undvære, ned i en skål. Alt sammen skulle vise sig at blive til en fødselsdagskage, og børnene var helt med på legen.
– Hvad er det sundeste, man kan komme i en kage? spørger Rosa børnene.
– Vand, foreslog en, pølser, sagde en anden, hotdogs måske, kom det fra en tredje.
– Kærlighed, var der pludselig en spæd stemme, der lød.
– Ja, udbrød Rosa begejstret, det er rigtigt, kærlighed.
Fra scenen modtog Rosa kærlighed fra børnene i salen, og således blev en kage til med børnenes indsamlede snacks, tryllestøv og kærlighed.

Afslutningsfest
Det hele sluttede af med et brag af en fest og konfetti fra Rosas fars festmaskine. Men helt slut var det ikke, for med klapsalver, blev der også plads til et ekstranummer.
Og efter de fleste familier havde vendt næsen hjemad, gav Rosa sig god tid til at lytte til de børn, der lige måtte hen og sige hej til idolet. Således sluttede en festlig eftermiddag i Brønden med Rosas store sovedyrsshow.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top