Fredag 20. oktober 2017
Selin Kirkan Asia Inah fra Brøndby Strand Skole er nogle af de elever, der er glade for at have skak på skoleskemaet. Foto: Heiner Lützen Ank
Skak på skemaet gør godt
BRØNDBY. På Brøndby Strand Skole har de som et forsøg sat skak på skemaet. Erfaringerne er så gode, at man nu overvejer at gøre ordningen permanent
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 16. marts 2016, 09:12:33

Går man til venstre, kommer man ind til dem, der først lige har kastet sig over spillet med de hvide og sorte brikker.
Går man til højre, kan man kigge de øvede over skulderen og lære et godt træk eller to.
Fra begge rum lyder rolige, koncentrerede bemærkninger.
– Er det virkelig rigtig, at man bliver bedre til matematik? Selin Kirkan rykker på en af de hvide brikker.
– Ja, man bliver bedre til at koncentrere sig. Asia Inah tager bestik af klassekammeratens træk og flytter så en af sine sorte brikker.
Det er formiddag på Brøndby Strand Skole, og to af 5. klasserne spiller skak som en del af den understøttende undervisning i matematik.
De to piger er ikke i tvivl om, at det giver god mening at bruge skak som et redskab i undervisningen i matematik.
– Man bliver nødt til at kunne tænke sig om, siger Selin Kirkan.
– Det er sjovt, og man skal holde øje med hinanden, tilføjer Asia Inah.

Alle kan være med
Det er imidlertid ikke kun eleverne, der synes om skak som en del af undervisningen.
Det samme gør Trine Mandal. Hun er lærer på Brøndby Strand Skole og en af ophavsmændene til at tænke skakken ind i undervisningen på Brøndby Strand Skole:
– Skak er et godt spil at bruge i undervisningen. Det er et erfaringsspil, det øger koncentrationsevnen og så handler det om at kunne tænke i kombinationer og strategier.
Selvom eleverne er delt op i to grupper, nybegyndere og dem, der har prøvet det før, så mener Trine Mandal, at skak er godt for alle elever:
– Alle eleverne har været med på ideen fra begyndelsen, og det kan også give mulighed for at dem, der nogle gange har det svært, kan bruge nye sider af sig selv.

Sniger læring ind
At skak er godt for børnenes læring, kommer nogle gange som en overraskelse for dem, selv, fortæller Trine Mandal:
– Jeg havde en elev, der havde svært ved at koncentrere sig. Men da vi begyndte at spille skak, så ville han vinde. For at kunne det, var han nødt til koncentrere sig i længere tid, end han normalt kunne. Og en dag havde han koncentreret sig i 45 minutter.
Noget der også kan bruges i andre situationer, mener Trine Mandal:
– Jeg håber, at han kan overføre det til andre sammenhænge.

I den andens sted
Ifølge Trine Mandal er skak også godt for eleverne i arbejdet med at sætte sig i andres sted:
– Nogle gange lægger vi det element ind, hvor børnene skal bytte plads med hinanden. Så skal de pludselig sætte sig ind i en andens spil og tanker. På den måde bliver de udfordret i forhold til hurtigt at skabe overblik over en situation.
Faktisk har Trine Mandal også haft succes med at bruge skak i konfliktsituationer:
– I mit arbejde som AKT-lærer (Adfærd, Kontakt og Trivsel, red.) har jeg engang inddraget skak for derved at forsøge at bryde nogle mønstre op. Skak var en del af et større forløb, men det satte eleverne i en situation, hvor de skulle prøve noget andet, end det de plejede.

Bliver fast element
Indtil videre har skak på skoleskemaet været et forsøg. Som en del af den understøttende undervisning i nogle klasser og som valgfag. Men ifølge Trine Mandal er der planer om, at det til næste år bliver en fast del af skoleskemaet:
– Det er meningen, at alle 4. klasser til næste år skal spille en gang om ugen. Af den enkle grund at det er godt for koncentrationen, læringen og evne til at tænke i strategi.

Kende planerne
Aysenaz Demirel og Aisha Durani har sat sig ved vinduet. De flytter stille og roligt brikkerne rundt på den ternede plade.
Rundt om dem sidder drenge og piger samlet om spillene. Trine Mandal stiller sig hen til en gruppe af piger, der gerne lige vil høre, hvad de skal gøre nu.
Ved et andet bordhiver to drenge en blå kasse fuld af skakbrikker frem og begynder at rode efter nogle ekstra brikker.
– Det kan godt være lidt stressende, for man vil jo gerne vinde. Aysenaz Demirel holder blikket rettet mod brikkerne. Hun vil ikke miste overblikket over spillet.
– Det gælder om at gennemskue hinandens planer og helst også at ødelægge dem. Også Aisha Durani har blikket rettet mod pladen, mens hun taler.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER