Skovvangskolen nyder godt af Vestskoven
naturskole1.jpg
Et af forsøgene var at mål, om iltniveauet i vandet faldt, når man puttede en fisk i vandet. Det gjorde det. Foto: Holger Nielsen
GLOSTRUP. Både nærheden til Vestskoven, som bruges aktivt i undervisningen og den mangeårige brug af Naturskolen giver eleverne på Skovvangskolen praktisk indsigt i naturen og det der rør sig

8. a fra Skovvangskolen besøgte i begyndelsen af marts Naturskolen og arbejdede med elektronisk registrering af data – datalogging.
Hira var imponeret over, at man kunne måle, hvor meget ilt, der var i vand og man kunne se at iltniveauet faldt, når en fisk blev lukket inde i et glas med vand.
Selina lukkede en mus inde i et lille glas og målte på kuldioxidindholdet i glasset. Kuldioxidindholdet steg, da musen brugte ilten og omdannede det til kuldioxid. Begge forsøg viste noget om respiration dvs. ånding.
Mathias tog en tur rundt om Naturcenterets brændeovn og ud i det fri og op på toppen af Herstedhøje, hvor der er en flot udsigt over hele Vestegnen og København, alt dette mens han målte temperatur og luftfugtighed.
Mathias fik på Ipad’en to flotte kurver, som han senere tolkede på Naturcenteret og gemte, så han senere kunne arbejde med dem på Skovvangskolen.

Imponeret lærer
Holger der er naturfagslærer for 8.a er imponeret over den engagerede tilgang eleverne har til denne nye måde at registrere naturen og er sikker på at det har skab en øget bevidsthed, motivation og interesse hos eleverne i forhold til naturfagene. Naturskolen er et tilbud, der understøtter de faglige mål i folkeskolen og er et ”gratis” tilbud for folkeskolerne i Glostrup.
Ud over emner inden for naturfag udbydes der også forløb indenfor matematik, dansk og teambuilding/trivselsdag. En 9. klasse fra Skovvangskolen har for eksempel prøvet et matematikforløb, hvor eleverne arbejdede med trigonometri, som er vinkelmåling. På denne måde fik de store elever en praktisk tilgang til begreberne Sinus, Cosinus og Tangens.

Afgangsprøve
Fra sommeren 2017 vil der være et krav om en fælles prøve ved afslutning af folkeskolen i 9. klasse i geografi, biologi og fysik/kemi. De tre naturfagslærere i udskolingen på Skovvangskolen siger, at de har stor glæde af samarbejdet med Inge på Naturskolen. Man er allerede godt i gang med at sammensætte og udvikle undervisningen inden for de forskellige fokusområder, der fremover vil være for de tre fag.
For de små elever er der også noget at hente i samarbejdet med naturskolen.
– Det input, Naturskolen giver til vore helt små elever i indskolingen og når de bliver lidt større og kommer på mellemtrin, er uvurderligt for den tilgang, vore store elever har til natur og naturfag, siger Holger Nielsen fra Skovvangskolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top