Tilfredshed med genbrugsstationen
Billede-011.jpg
En ny brugertilfredshedsundersøgelse blandt brugerne af Brøndby Genbrugsstation viser stor tilfredshed. Dog kunne flere godt tænke sig længere åbningstid. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. I efteråret gennemførte Teknisk Forvaltning en tilfredshedsundersøgelse på Brøndby Genbrugsstation, og der er stor tilfredshed at spore

Glæde på genbrugsstationen giver glæde i Teknisk Forvaltning. Det må være den enkle konklusion ovenpå resultatet af den undersøgelse, der er blevet foretaget blandt brugerne af genbrugsstationen i Brøndby. Undersøgelsen viser nemlig, at der generelt set er stor tilfredshed med genbrugsstationen.
Således hedder det blandet andet i rapporten, der netop er blevet diskuteret i Teknik- og Miljøudvalget:
”På Brøndby Genbrugsstation er 50 % meget tilfredse med åbningstiden, mens 40% er tilfredse. Tilfredsheden med skiltene er generelt høj. Andelen af meget tilfredse kunder ligger her på 40 %, mens 55 % er tilfredse. Der er altså kun 5 % der sammenlagt er mindre tilfredse, eller utilfredse.”
Medarbejderne på genbrugsstationen skaber også tilfredshed blandt brugerne :
”Tilfredsheden med personalets synlighed ligger meget højt. Andelen af meget tilfredse kunder ligger på 48 %, mens 48 % er tilfredse. 3 % er mindre tilfredse eller utilfredse.”

Udvidet åbningstid
812 personer har deltaget i undersøgelsen, der er foretaget for at kortlægge kundetilfredshedsniveauet og udvikle kundeservicen på genbrugsstationen. Og selvom der altså er stor tilfredshed, så har deltagerne i undersøgelsen dog også forslag til forbedringer:
”Samlet kan det dog siges, at der efterspørges mere information om sortering i form af viden om, hvordan affald sammensat af flere materialer sorteres og information andre steder end på genbrugsstationen. Der er en generel efterspørgsel på udvidede åbningstider, hvor det mest efterspurgte er, at genbrugsstationen har åbent til kl. 18.”

Overveje udvidelse
Den store tilfredshed glæder formand for Teknik- og Miljøudvalget, Vagn Kjær-Hansen (SF):
– Jeg er rigtig glad for, at brugerne er så tilfredse med genbrugsstationen. Mindst 90 procent siger, at de er tilfredse eller meget tilfredse, uanset hvad vi spørger om. Det er fine tal og viser, at vores medarbejdere gør deres arbejde godt.
Dog har Vagn Kjær-Hansen (SF) også bemærket ønsket om udvidede åbningstider:
– Åbningstiden er det, som flest ikke er tilfredse med. Ni procent af de private brugere og 18 procent af erhvervsbrugerne er ikke tilfredse med åbningstiden, som i dag er fra kl. 9 til kl. 17 alle dage. I et andet spørgsmål svarer 23 procent, at de gerne vil have udvidet åbningstiden. Her er langt det mest udbredte ønske, at vi lukker en time senere, altså at åbningstiden skal være kl. 9 – 18. De næsthyppigste forslag er at lukke kl. 19 og at åbne kl. 8.
Et ønske, der skal tænkes videre over, mener Vagn Kjær-Hansen (SF):
– Jeg synes, vi skal se seriøst på at udvide åbningstiden. Jeg kan godt lide at åbningstiden er den samme alle dage, for det er lettest at huske. Det er så ærgerligt at køre forgæves med en masse til genbrug. Mit umiddelbare forslag vil være at vi udvider åbningstiden, så den bliver kl. 9 – 18.

Kampagnefokus
I undersøgelsen er der også blevet spurgt til, om brugerne kender til de forskellige kampagner, der er knyttet til genbrugsstationen. Om det siger Vagn Kjær-Hansen (SF):
– Jeg kan se i undersøgelsen, at 33 procent af brugerne kender til Grøn dag/Havens dag og 13 procent kender til Bytteby. Grøn dag har været der i flere år, mens Bytteby er relativt nyt. Det overrasker mig ikke, at under en tredjedel af brugerne af genbrugsstationen kender til de kampagner. Man kommer jo først og fremmest på genbrugsstationen for at aflevere noget til genbrug. Men vi skal blive ved med at fortælle om grønne muligheder og om byttemarkeder. Jeg mener, det er godt at koble den information med genbrugsstationen. Netop fordi der er mange som bruger genbrugsstationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top