Vestbadet skal renoveres
BRØNDBY. Kommunalbestyrelserne i Rødovre og Brøndby har godkendt det 70 millioner kr. dyre projektforslag for renovering og ombygning af Vestbadet, der ikke lukker, mens renoveringen står på

Det har længe stået klart, at Vestbadet skal gennem en større renovering for at leve op til nutidens krav. Den ældste del af anlægget lever ikke længere op til de krav, myndighederne stiller til bygninger og vandbehandling, og samtidig har efterspørgslen efter flere trænings- og lege/morskabsaktiviteter udviklet sig.
Derfor besluttede de to ejere, Rødovre og Brøndby Kommune, i 2012, at Vestbadet skulle renoveres og ombygges for at skabe et mere moderne, tidssvarende og attraktivt svømmebad.

Flere ændringer
Flere forslag har været diskuteret, og selvom projektet nu skal udbydes i totalentreprise, ligger det fast, at Vestbadet udover en gennemgribende renovering af betonkonstruktioner og vandbehandlingsanlæg i hovedtræk vil omfatte:
• Nyt 25 meter svømmebassin med seks konkurrencebaner
• Nyt stort varmtvandsbassin til genoptræning, babysvømning m.v.
• Nyt dybvandsbassin med udspring og klatrevæg til brug for svømme- og dykkertræning m.v.
• Udvidelse af omklædningsområdet, bl.a. med familie- og handicapomklædningskabiner samt babyomklædning i både herre- og dameområdet
• Udvidelse af fitnessområdet, herunder udvidelse af omklædningsområdet
Det betyder nogle markante ændringer, hvor det eksisterende 50 meter bassin må vige pladsen til fordel for bassiner, der i højere grad giver plads til leg og oplevelser for et bredere publikum.
– Gæsterne kommer for at få en oplevelse, lege og have det sjovt. Det får de mulighed for i det kommende Vestbad samtidig med, at der er rig mulighed for svømning i seks 25 meters konkurrencebaner. Med det nye Vestbad får vi et bredere sortiment af tilbud, som børn og voksne, klubber og fællesskaber i højere grad efterspørger, siger Kent Max Magelund (S), bestyrelsesformand for Vestbadet og borgmester i Brøndby Kommune.

Alternativ drift
Spørger man bestyrelsesmedlem Lene Due fra Rødovre Kommune, er noget af det unikke ved projektet, at man ud over at få plads til flere nye bassiner og langt bedre motions- og omklædningsfaciliteter, er lykkedes med at få en alternativ drift op at stå under renoveringen.
– Det har ligget os meget på sinde at holde så meget som muligt i gang i svømmebadet under ombygningen. Derfor er vi også glade for at kunne fortælle gæsterne, at både motionscenter, legebassin, varmtvandsbassin og hele wellnessafdelingen er åbent i hele byggeperioden. Ja, faktisk udvider vi antallet af aktiviteter og starter både vandyoga og vandgymnastik op, siger Lene Due.

Projektet med renovering og ombygning af Vestbadet skal nu udbydes i totalentreprise og til efteråret vælges den entreprenør, der skal stå for renovering og ombygning. Første spadestik til det nye Vestbad bliver taget i slutningen af 2016, og er klar til at blive taget i brug i 2018.
Vestbadet er et fælles kommunalt svømmebad ejet af Brøndby og Rødovre Kommune. Vestbadet blev etableret i 1958 som et af Danmarks allerførste friluftsbade og er senere blevet suppleret med 50 meter bassin, varmtvandsbassin, legebassin, wellnessafsnit med kurbad og motionscenter. Vestbadet besøges årligt af 250.000 gæster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top