Fredag 20. oktober 2017
Beholderne er nu kommet til Glostrup Forsyning, der er ved at gøre dem klar. Foto: Sofie Lauritsen
Beholder, biler og bortskaffelse af affald
GLOSTRUP. Affaldsbeholderne til etageboliger, kolonihaver, række- og parcelhuse er ved at ankomme. Husejere skal til at holde styr på forskellige tømmedage og køre beholdere til skel. Fælles for alle er, at fra 1. maj skal Glostrup sortere mere.
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 6. april 2016, 10:41:56

For at alle borgere i Glostrup Kommune kan sortere metal, glas, plast og papir ud af dagrenovationen, er der brug for to slags affaldsbeholdere.
Ved etageboligerne kommer der flere store beholdere, som ligner de andre, der allerede står i affalds- og storskraldsområderne.
Det nye for beboerne her er, at de skal sortere mere. Derfor leveres der i postekassen inden 1. maj information, sorteringsguide og klistermærker.
Række- og parcelhuse samt nogle kolonihaver får fra midt i april og frem til 1. maj leveret to nye 2-kammer beholdere.
I en af beholderne lægger information, sorteringsguide, tømmekalender og klistermærker.

Sparer ved at samle selv
Beholderne bliver både samlet af Vestforbrænding og af Glostrup Forsyning.
– Fordi vi selv er med til at samle beholderne, sparer vi både tid og penge. Det betyder at vi ruller affaldsordning ud til alle borgere på én gang i stedet for at tage det i etaper. Vi synes, at det er en stor fordel at alle starter på samme tid, siger Jens Rasmussen, teamleder for affald hos Glostrup Forsyning.

Det passer sammen
For at kunne tømme de nye 2-kammer beholdere, som husejerne får omdelt, har renovatøren indkøbt nye todelte skraldebiler. Det betyder, at når 2-kammer beholderne løftes op og tømmes ned i skraldebilen, lander det sorterede affald i hvert sit rum i bilen. Når skraldebilen afleverer affaldet hos Vestforbrænding, bliver bilen først vejet, og læsser dernæst den ene type affald af, vejes igen og tømmer den sidste affaldstype.
– På den måde bliver affaldets mængder målt, og vi holder styr på, at det sorterede affald leveres korrekt, siger Jens Rasmussen. Tømningen af etageboligernes beholdere foregår på samme måde som nu – men de nye skraldebiler med to rum, kan betyde, at flere affaldstyper tømmes samtidigt.

Mål på beholderne
De to nye beholdere er 2 x 240 L, og er begge delt med en skillevæg. Det betyder, at husejere får ét kammer til hver af de fire affaldstyper. Beholdernes størrelse er: 58 cm bred, 74 cm dyb og 110cm høj. ”Vi anbefaler, at man lægger 10 cm. til, hvis der bygges en plads til beholderne”, siger Jens Rasmussen. Husejerne kan selv bestemme, hvor de placerer beholderne. De skal blot stå ved skel, når de skal tømmes.

Tømning af beholderne
Metal og glasbeholderen tømmes hver 8. uge, mens plast og papir tømmes hver 3. uge.
– Beholderne skal køres til skel, og det kan være svært at huske de forskellige tømmedage. Derfor vil jeg anbefale, at man på vores hjemmeside eller i App’en Affaldsportal melder sig til at få en SMS dagen før, så man kan huske at stille beholderen ud, siger Jens.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER