Borgmesteren smed tøjet
smid-tøjet1.jpg
Med et rimeligt overhåndskast smed John Engelhardt som den første med tøjet i Rode Kors indsamling i centret. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I den gode sags tjeneste smed borgmester John Engelhardt i lørdags tøjet i Glostrup Shoppingcenter til fordel for Røde Kors

Har du noget gammelt tøj, du ikke bruger længere, så kan du i denne og næste uge smide det i Glostrup Shoppingcenter. Her samler Røde Kors nemlig tøj ind som en del af kampagnen Smid Tøjet.
Den første til at smide lidt af tøjet var Glostrups borgmester John Engelhardt, der åbnede indsamlingen i lørdags ved at smide en sweater.
– Smid Tøjet Danmark er et virkelig fint initiativ fra Røde Kors, som jeg gerne vil være en del af, og jeg synes, det er flot, at Glostrup Shoppingcenter også støtter op om projektet på så fornem vis, sagde han, da han åbnede indsamlingen.
Det indsamlede tøj bliver solgt i en af Røde Kors’ 235 butikker. Overskuddet fra salget af tøjet i butikkerne var sidste år cirka 56 millioner kroner.
– De penge, som Røde Kors får fra genbrugstøjet, bliver brugt i deres hjælpearbejde blandt sårbare og udsatte mennesker her i Danmark og ude i verdens brændpunkter. Og der er desværre god brug for hjælpen, sagde borgmesteren.
Man kan smide tøjet til og med lørdag den 23. april på hverdage mellem 12 og 17 og i weekenden mellem 11 og 15. Indsamlingsstedet i Glostrup Shoppingcenter sælger ikke tøjet igen selv, men der er mange andre butikker i centret, der sælger tøj. Har man købt noget nyt tøj, man gerne vil have på med det samme, så stiller Røde Kors butikken prøverum til rådighed, så man kan smide det gamle tøj med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top