Mandag 23. oktober 2017
Debat om almene boliger i bymidten
GLOSTRUP. Da kommunalbestyrelsen på mødet i april diskuterede oplægget fra Gehl Architects, var Socialdemokratiet meget utilfreds med, at der ikke stod noget om almene boliger i oplægget
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 27. april 2016, 10:47:36

Det var på kanten til dramatisk, da der var kommunalbestyrelsesmøde i april i Glostrup. Ind til videre har der været enighed i kommunalbestyrelsen om fremtiden for bymidten. Begge sider af salen har også tilkendegivet, at man håber på enighed om fremtiden for bymidten.
Den enighed var tæt på at blive brudt. Socialdemokraterne havde nærlæst oplægget fra Gehl Architects, og der stod ikke noget om almene boliger.
– På alle møder fra næsten alle sider er det blevet nævnt, at der var et ønske om at bygge flere almene boliger i bymidten, så alle kan få mulighed for en bolig i bymidten, og at bymidten kan blive sammensat af mange forskellige boligformer. Men i Gehls udkast er disse tanker simpelthen forsvundet. De er pist væk. Det er socialdemokraterne rigtig ærgerlig over. Socialdemokraterne ønsker ligesom rigtig mange andre, at bymidten ikke udvikler sig til et velhaverkvarter, som DF og V ønsker, men et kvarter for almindelige mennesker med almindelige indkomster, sagde Hanne Nielsen (S).

Har selv foreslået det
John Engelhardt (V)svarede, at han selv havde foreslået, at der kommer almene boliger:
– Jeg forstår ikke, at vi skal begynde at skyde hinanden i skoen, hvad vi vil og hvad vi ikke vil. Jeg forstår heller ikke, at man ikke taler sammen i den socialdemokratiske gruppe, der er jo faktisk udsendt et papir til Per Hansen (S), hvoraf det klart fremgår, at jeg selv foreslår, at der skal være almene boliger, sagde han.
Han kalder Gehls oplæg for et partsindlæg, og siger samtidig, at han også ønsker sig ungdomsboliger i bymidten.
– Der er mange ting, der ikke står i Gehls oplæg. Gehls oplæg er et godt indspark, fordi det pointerer, at det handler om mennesker og ikke om bygninger. Vi skal se på, hvad det er for nogle ønsker vi har i den ene og den anden retning. Jeg synes der er mange ting, der ikke står i Gehls oplæg, som skal med på de ene eller den anden måde. Jeg er ikke selv nervøs for, at der ikke kommer almene boliger. Jeg har også en idé om, at der skal stå ungdomsboliger et eller andet sted, sagde han.
Han sagde også, at hvis Socialdemokraterne virkelig ønskede en afstemning om, hvoridt der skulle tilføjes noget om almene boliger på nuværende tidspunkt, så ville han være nødt til at stemme det ned.
Socialdemokraterne fik derefter lidt betænkningstid, og kom tilbage med meldingen om, at de gerne ville stemme for forslaget.
– Vi har hørt, hvad du har sagt, og vi tager det næsten som et løfte om, at der kommer almene boliger med i overvejelserne senere i forløbet. Vi vil bide jer meget i haserne, ind til det står sort på hvidt, at der skal bygges almene boliger, sagde Hanne Nielsen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER