Ingen indgang til unge
Indgang1.jpg
Bryggervillaen her til højre skal alligevel ikke have sin egen indgang. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det går ganske fint for de unge i Glostrup at bruge Rådhusets almindelige indgang, når de skal til ungeenheden, der derfor ikke får sin egen indgang

I budgetaftalen for 2016 var der sat en halv million kroner af til at bygge en ny indgang til ungeenheden i Glostrup Kommune. Enheden ligger i den gamle bryggervilla i Rådhusparken, men for at komme ind i villaen, skal man igennem rådhuset. Derfor var der oprindeligt et ønske om, at enheden fik sin egen indgang.
– Da vi besluttede at etablere en ungeenhed, havde vi stor vægt på at enheden skulle have sin egen indgang. Derfor afsatte vi da også penge i budgettet til en sådan. Efter et halvt års drift står det dog klart, at de unge kommer såvel ind som ud, at stedet er godt besøgt, og at enheden føler, den har sin egen identitet, hvilket jo var hele formålet, sagde Piet Papageorge (V), formand for Vækst- og Beskæftigelsesudvalget på kommunalbestyrelsens møde i april, hvor sagen blev behandlet.
Her blev det besluttet, at indgangen ikke skulle bygges alligevel og at den halve million kroner skulle lægges tilbage i kassen. Udvalgsformanden påpegede også, at det ikke ville kunne lade sig gøre at bygge indgangen for den halve million, der var sat af.
– Det har vist sig, at en evt. indgang via rådhusparken vil være både dyrere end den halve million samt med stor sandsynlighed vil være akavet placeret. På den baggrund biliger vi at sløjfe projektet og lægge pengene tilbage i kassen, sagde han.
Det blev derefter vedtaget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top