iPads rykker ind på bibliotekerne
IMG_8838.jpg
Her ses Pia Susanne Nielsen, biblioteksmedarbejder i Brønden, med iPad på dagens runde efter bestilte materialer. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Brøndbys tre biblioteker har succes med at erstatte lange og besværlige papirlister med brug af iPad

Når man ser en bibliotekar på et af Brøndbys tre biblioteker med en iPad i hånden, er det resultatet af et nyt tiltag med at effektivisere arbejdet med de mange daglige bestillinger, så man sparer tid og papir, og så borgerne hurtigere får deres bestilte materialer.
Tidligere blev der dagligt printet lange papirlister med dagens bestillinger og så kunne et detektiv- og afkrydsningsarbejde gå i gang for at finde de rette bøger eller film.
– Med vores nye system på iPad’en, får vi et hurtigt overblik over de bestillinger, vi skal rundt og finde på hylderne. Når vi har fundet en bestilling, klikkes den hurtigt væk. Og fordi der er et billede af det, vi skal finde, for eksempel bogens forside, så går det hurtigere med at finde tingene, og vi finder flere materialer. Desuden synes medarbejderne, at det er sjovt at klare arbejdet med iPad’en, den er simpelthen med til at gøre rutinearbejdet sjovere, fortæller bibliotekar Annelise Jess Hansen.
Ved at benytte det nye system på iPad forventer Brøndby-Bibliotekerne at mindske papirforbruget og brugernes ventetid på bestillingsmateriale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top