John Engelhardts hverdag er besparelser
Af Jonas Madsen, Næstformand SF-Glostrup I valgkampen til folketingsvalget for under et år siden, blev Venstres vision for den offentlige sektor kritiseret for at ville bringe nedskæringer til kommunerne. Venstre afviste kritikken. Der ville ikke blive nedskæringer i den borgernære velfærd med Venstre ved roret. De indrykkede endda store annoncer, der skulle tilbagevise kritikken. I […]

Af Jonas Madsen, Næstformand SF-Glostrup

I valgkampen til folketingsvalget for under et år siden, blev Venstres vision for den offentlige sektor kritiseret for at ville bringe nedskæringer til kommunerne. Venstre afviste kritikken. Der ville ikke blive nedskæringer i den borgernære velfærd med Venstre ved roret.
De indrykkede endda store annoncer, der skulle tilbagevise kritikken. I en af annoncerne afviste 49 Venstreborgmestre kritikken som skinger. Venstres udgiftstop ville ikke blive til nedskæringer forsikrede blandt andet Glostrups venstreborgmester John Engelhardt borgerne om.
Nu har hverdagen ramt, og man kan passende spørge, hvem der havde ret. Venstreregeringen har tvunget det såkaldt omprioriteringsbidrag igennem. Det betyder, at kommunerne mister 1 procent af deres midler; i Glostrup skal vi spare 28 millioner. Det er en reel nedskæring på vores nære velfærd, der kommer til at ramme vores ældre, børn og svage hårdt.
Nu vil John Engelhardt jo nok indvende, at samfundet i dag står med nye udfordringer og at han ikke kunne spå om fremtiden. Det har han formentlig fuldstændig ret i. Og det er vel netop derfor, at han skulle have holdt sig fra at underskrive en annonce, der skulle forsikre os om, at netop nedskæringer i servicen til Glostrupborgere ikke ville ske med hans parti i spidsen efter valget.
Det blev hverdag igen. Men hverdagen blev besparelser.

Svar
Lidt tidlig valgkamp?

Af John Engelhardt (V), borgmester,

Jonas Madsen er dygtig.
Han ved præcis, hvordan min hverdag er, han kender til fulde Venstres visioner, han ved Glostrup skal spare 28 millioner, han ved vi slår hårdt ned på ældre, børn og svage og han ved også, hvad jeg vil svare på hans læserbrev. Det er jo mageløst.
Det kan jo undre, at en så dygtig og vidende mand så ikke er klar over, at Dansk Folkeparti og Venstre i Folketinget har aftalt, at de penge, som ikke bliver udbetalt via bloktilskuddet 100 procent vil blive sendt til kommunerne ad anden vej. Omprioriteringsbidraget er desværre kun én af flere betydelige faktorer, der har betydning for kommunernes økonomi.
Både ved forhandlingsbordet mellem KL og regeringen samt ved finanslovsforhandlingerne i Folketinget er finansieringsbidrag, særtilskudspuljer, mere eller mindre skjult udligning etc. alle vigtige elementer med betydning for, hvor mange penge kommunerne har at gøre godt med. Det glædelige ved den nuværende regerings politik er faktisk, at vi har vendt den tidligere røde regerings minusvækst i kommunerne til i det mindste, at vi har de samme penge at gøre godt med næste år, som vi har i år.
Og så vil det da glæde mig, hvis SF vil indgå i dialog om det lokale budget for næste år i stedet for blot som sædvanligt at tage plads i sofarækken og råbe ”duer ikke”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top