Kriminologisk forsøg i centret
sspjonas.jpg
SSP konsulent Lars Jonasson, med en af de gule sedler bilisterne kunne finde i forruden
GLOSTRUP. Har du set en lille gul seddel i forruden på din bil i Glostrup Shoppingcenter, så har du været en del af at kriminologisk forsøg

Undskyld, siger Lars Jonasson, SSP konsulent i Glostrup Kommune.
Igennem de seneste uger har SSP i Glostrup sammen med Glostrup Shoppingcenter gennemført et kriminologisk forsøg i parkeringskælderen under centeret. SSP er det kriminalpræventive samarbejde mellem skoler, sociale myndigheder og politiet, og forsøget er med til at forme kommende tryghedsfremmende indsatser i Glostrup Kommune.
Undskyldningen fra SSP-Jonas, som han kaldes af de unge i Glostrup, går da også til de bilister, der har fundet en lille gul seddel i forruden.
– Forsøget gik ud på at undersøge, hvordan folk opfører sig under forskellige forhold, siger SSP konsulenten og fortsætter:
– Glostrup Shoppingcenter er netop kendetegnet ved ordnede forhold, der er ryddeligt, kundevognene er almindeligvis på plads og man finder ikke graffiti. Derfor undersøgte vi først, hvor mange der smed den gule seddel på gulvet, under de sædvanlige ordnede forhold. Dernæst lavede vi en opstilling med forskellige kundevogne placeret, så de enten udtrykte tydelig uorden, eller var placeret til direkte gene for bilisterne ved at spærre en plads eller ligge væltet på kørebanen. Endelig lavede vi en opstilling med unge mænd, der lod som om de stod og røg foran de rygning-forbudt skilte, der er ophængt i kælderen. De to sidste opstillinger betød, at cirka 20 procent flere gule sedler blev smidt på gulvet end under ordnede forhold, siger SSP-Jonas.

Kendt teori
Tilsvarende forsøg er tidligere blevet gennemført flere steder i verden, blandt andet i USA og Holland, samt i København og Aarhus, og resultaterne fra Glostrup adskiller sig ikke væsentligt fra tidligere opnåede resultater.
Forsøget har således været med til at dokumentere, at brud på en norm eller regel, kan føre til brud på andre normer og regler.
Indenfor kriminologien kaldes teorien for Broken Windows-teorien. Hvis der først er en smadret ruder i et område, så vil det føre til flere smadrede ruder.
I praksis betyder det, at alle borgere kan være med til at skabe et mere trygt samfund, med færre lov- og normbrud, ved eks. at rejse en væltet cykel, fjerne graffiti fra et plankeværk, samle affald op eller vente på grønt ved et fodgængerfelt.
– Det er små indsatser, hvor alle kan være med, men samtidig har de meget stor betydning for samfundet, slutter Lars Jonasson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top