Møde forebygger kriminalitet
GLOSTRUP. 21. april er der møde i Glostrup Fritidscenter i SSP-forum, et samarbejde, der skal forebygge kriminalitet

Skal man forebygge kriminalitet, skal det offentlige og private aktører samarbejde. Derfor har SSP-samarbejdet i Glostrup inviteret erhvervslivet til møde i Glostrup Fritidscenter i det såkaldte SSP-Forum.
– Det er for eksempel Glostrup Apotek, Glostrup Shoppingcenter, lokale dagligvareforretninger eller den lokale smed, der har nogle unge i praktik, der kommer til sådan et møde, siger Lars Jonasson, SSP-koordinator i Glostrup Kommune.
Virksomhederne skal komme til mødet for at få et bedre indblik i, hvordan det kriminalpræventive arbejde foregår.
– Det handler om at få afmystificeret nogle af de nyheder, der er om kriminalitet, at det faktisk går fremad.
Det kan også være, at der er nogle virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar ved at have nogle unge i praktik. De kan komme med på mødet og få nogle kontakter, siger Lars Jonasson.

De løse brosten
Samarbejdet mellem private, kommunen og politiet handler også meget om, at man ved, hvor man skal gå hen for at få løst nogle problemer.
– Hvis der ligger nogle løse brosten et sted, så er der stor risiko for, at de på et eller andet tidspunkt bliver kastet gennem en rude.
Derfor er de fleste enige om, at der skal gøres noget ved de løse brosten. Men hvem skal gøre det? Hvem skal man henvende sig til. Mødet er en mulighed for at vi får sat ansigt på hinanden, så det er nemmere at finde vej til den rigtige medarbejder, siger Lars Jonasson.
Lokale virksomheder, der oplever en eller anden form for problemer med kriminalitet eller utryghed kan også komme.
– Hvis man for eksempel er utryg ved grupper af unge, der hænger ud i nærheden af ens butik, så kan man komme på mødet, og vi kan sammen finde en løsning, siger Lars Jonasson.

Radikalisering
Til mødet kommer Bo Grönlund, der er arkitekt og lektor emeritus ved Arkitektskolen. Han har i mange år arbejdet med urban design, byrumsforskning og urbanitetsspørgsmål og hvordan man kan bruge byrumene og arkitektur til at forebygge kriminalitet.
Derudover kommer Mohamad Hassan. Han har en politibaggrund og er snart diplomuddannet kriminolog. Gennem årene har han rådgivet en lang række kommuner og institutioner i tidlig forebyggelse af radikalisering, ligesom han har været tilknyttet projekter med Københavns Kommunes radikaliseringsenhed VINK, Socialstyrelsen og Kriminalforsorgen. Mohamad har endvidere fungeret som mentor ved nogle af de mest udfordrende radikaliseringssager, der har været i Danmark. Mohamad har undervist hundredevis af frontmedarbejdere i indland og udland, ligesom han deltager i diverse landsdækkende netværk på området.
Er man interesseret i at deltage i mødet, kan man få mere information og tilmelde sig til Lars Jonasson på lars.jonasson@glostrup.dk eller telefon 29 61 61 29.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top