Ødelæggende salt i lange baner
Hold da op. Hvad er der sket med det salt, der spredes på gader og stræder i år? Det virker som glasskår, man går på. Det er som om, der er flintesten i. Jeg smagte på det, men det er salt. Groft salt som flintesten, der borer sig op i skosåler, borer sig gennem cykeldæk, […]

Hold da op. Hvad er der sket med det salt, der spredes på gader og stræder i år?
Det virker som glasskår, man går på. Det er som om, der er flintesten i. Jeg smagte på det, men det er salt. Groft salt som flintesten, der borer sig op i skosåler, borer sig gennem cykeldæk, så de punkterer, borer sig gennem hundenes poter så de skriger og hopper på et ben.
Er man så uheldig at stille sine vinterstøvler lige indenfor i sin entre, er der salt overalt, og kommer man ikke lynhurtigt med en støvsuger, er gulve ridsede og ødelagte.
Hvorfor er det så slemt i år, og hvorfor er saltet i år så groft og ødelæggende?

Venlig hilsen
Marianne Holleufer
Brøndbyvestervej 86
2605 Brøndby

Svar
Søren Johnsen
Direktør for Teknisk Forvaltning, Brøndby Kommune

Vi er kede af at høre, at Marianne Holleufer har haft dårlige oplevelser med det salt, vi anvender for at hindre glatte fortove, cykelstier og vejbaner. Vi har ikke selv oplevet, at det salt vi anvender i år, er forskelligt fra det salt, vi anvendte sidste år. Det overholder de samme krav og specifikationer, som vi har stillet vores saltleverandør de forgående år.
Vi har ikke fået henvendelser fra andre borgere om saltet. Ligeledes har vi spurgt vores saltleverandør, om de har fået henvendelser fra andre af deres kunder, som har problem med salt, der er ”groft som flintesten”. Det er ikke tilfældet.
Vi håber derfor at det er en enkeltstående oplevelse. Men vi vil holde øje med, om der kan være salt, der ikke overholder vore specifikationer.
I øvrigt kan vi oplyse, at vi forsøger at anvende mindst muligt salt – dels for at beskytte miljøet (herunder hundepoter); dels for at minimere omkostningerne. Men vi har også et ansvar for at undgå ulykker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top