Søndag 22. oktober 2017
Da politiet forsøgte at holde en gruppe tilhængere af Brøndby IF tilbage fra at nå frem til tilhængerne af FC København blev de mødt af stenkast. Foto: presse-fotos.dk
Politiet: Det udviklede sig til gadekamp
BRØNDBY. Politiet havde en god fornemmelse under kampen. Men pludselig eksploderede stemningen, og det blev nødvendigt at bruge tåregas og knipler. Noget der kun sjældent sker
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 27. april 2016, 10:26:57

– Normalt bruger vi ikke tåregas og knipler i den slags situationer. Men det udviklede sig til ren gadekamp, så vi blev nødt til det.
Således sammenfatter politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi begivenhederne onsdag aften, da mindst 100 Brøndbysupportere lod deres frustration gå ud over politiet, da de ikke kunne komme i kontakt med tilhængerne af FC København.
– Der var 33 af betjentene, der blev ramt med kasteskyts. Langt de fleste kom ikke noget til, men fem blev efterfølgende behandlet, så vi havde ikke andet valgt i situationen, siger Mogens Lauridsen og tilføjer:
– Politibetjentene passer jo bare deres arbejde, og de har naturligvis krav på at komme uskadt hjem bagefter, så når sådan sker, ja så er det de metoder, vi har til at sikre betjentene sikkerhed.
Da fodboldkampen blev spillet om af aftenen, og gadekampen derfor foregik i mørke, gav det politiet nogle udfordringer, fortæller Mogens Lauridsen:
– Det er sværere at få et overblik, når det er mørkt. Derfor er der for eksempel endnu ikke foretaget anholdelser, da vi ikke umiddelbart kan se, hvem de involverede er.
Det kan dog ændre sig til næste gang, Brøndby hjemme tager imod FC København, mener Mogens Lauridsen:
– Vi har opfordret til, at den næste hjemmekamp bliver spillet om dagen. Det betyder noget i forhold til stemningen, og det kan også lette vores arbejde.

Dialogen fortsætter
Igennem længere tid har Brøndby Kommune, Politiet og Brøndby IF haft et samarbejde, der skal imødegå uroligheder blandt tilskuerne. Selvom episoden onsdag aften kunne virke til at være et tilbageslag for dette, understreger Mogens Lauridsen, at det er vigtigt, arbejdet fortsætter:
– I dette samarbejde er der en positiv vilje til at gøre noget for, at sådanne ting ikke sker. Derfor er det naturligvis ærgerligt, når det sker. Men det er vigtigt, at dialogen fortsætter.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER