Mandag 23. oktober 2017
Eleverne på Skovvangskolen fik lov til at løfte meteoritstykkerne, som Henning Haack havde med. Det var dog ikke stykket fra Glostrup, der stadig er ved at blive undersøgt. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Stjernestøv i Glostrup
GLOSTRUP. Henning Haack, der i midten af februar modtog et stykke meteorit fra Melina fra Skovvangskolen i Glostrup, var i sidste uge tilbage på skolen for at tale om rummet
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 20. april 2016, 12:00:32

Vi er alle sammen lavet af stjernestøv. Det var vel nogenlunde overskriften på Henning Haacks foredrag for udskolingseleverne på Skovvangskolen onsdag i sidste uge. Her fortale han, hvordan stjernerne kan lave de lette grundstoffer om til nogle tungere, hvordan stjernerne så senere kan eksplodere, og hvordan nye solsystemer kan opstå ud af støvet.
Det stjernestøv, som vi alle sammen og alt omkring os er skabt af, får vi kun meget sjældent mulighed for at studere. En af mulighederne for at kigge på byggestenene er, når meteoritter rammer jorden, og det var jo netop hvad der skete tæt på Skovvangskolen.
– Holger (Nielsen, lærer på Skovvangskolen, red.) spurgte, om jeg ville komme. Jeg synes det kunne være lidt sjovt at komme tilbage. Melina optræder altid i mine foredrag, når jeg fortæller om meteoritfund i Danmark, siger Henning Haack, der er lektor på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.

Flere meteoritter
Henning Haack fortæller historien om, hvordan Melina fandt meteoritten, og fik at vide af en voksen, at hun bare skulle smide den ud.
– Det var altså en pædagog, der sagde det, ikke en lærer, skynder Holger Nielsen at tilføje.
Det gjorde Melina heldigvis ikke. Hun gemte meteoritten, tegnede lidt på den og da andre voksne kiggede på den, fandt de ud af, at de nok hellere måtte kontakte Henning Haack.
– Hun var lidt bange for, at hun havde ødelagt den, men det havde hun ikke. Hun var dagens helt, siger Henning Haack.
Han fortæller, at der ind til videre er fundet 11 stykker af meteoritten på i alt 9,5 kilo. Og der er mere at finde.
– Der ligger stadig ting derude, men det er ved at være sidste chance for at finde dem. Løbet er kørt, når græsset bliver højt, siger han.
Lige nu ligge meteoritterne på Statens Naturhistoriske Museum og er ved at blive undersøgt. Derefter vil de indgå i museets samling. Det er absolut ikke umuligt, at dele af meteoritten fra Glostrup kan blive udstillet i Glostrup engang i fremtiden, siger Henning Haack.
– Det må det lokale museum jo spørges om. Det handler primært om at de skal have en tilstrækkeligt sikret montre, siger han.

Interesserede elever
Da Melina fandt meteoritten, var Holger Nielsen, der er naturfagslærer på Skovvangskole, på studietur i Sverige med en klasse.
– De var helt oppe og ringe over det. De ville gerne hjem og ud og se, om de kunne finde flere stykker, siger han.
Meteoritfundet har skolen brugt som en indgang til naturfagsundervisningen, fordi det netop er så håndgribelig en begivenhed.
– Vi har for eksempel brugt det i kemi, hvor vi har arbejdet med det periodiske system. Her lærer vi, at alt i verden er bygget på af de samme 118 forskellige grundstoffer. Nu kan vi se, hvor de grundstoffer kommer fra. Her er en meteorit, hvor alle tingene er i. Vi har også brugt det i atomfysikken, hvor vi måler radioaktiv stråling, siger Holger Nielsen og fortsætter:
– I naturfagskredse er det helt specielt at have sådan et eksempel at bruge i undervisningen. Vi er jo nok den eneste skole i Danmark, der har fået en meteorit nærmest direkte i hovedet.
Eleverne på Skovvangskolen var efter foredraget glade for, at Henning Haack kom forbi skolen. De har over de seneste måneder interesseret sig mere for naturvidenskab, siger de.
– Det er meget spændende at se videoer og billeder af meteoritter, og det er meget interessant at se så gammel en sten, der er fra dengang universet blev skab, sagde Manolya Kilic.
– Jeg synes, det giver et godt indblik i, hvor stort et emne naturvidenskab er, sagde Anton Heiden.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER