Store rejsegildedag i Vallensbæk
Rejsegilde-fotos-af-Kim-Matthai-Leland-5.jpg
Torsdag var det festdag i Vallensbæk. Der var rejsegilde for det nye butikscenter og markering af at byggeriet af de nye almene boliger er gået i gang. Foto: Kim Matthäi Leland
VALLENSBÆK. Torsdag var det tid til rejsegilde for det nye butikscenter i den nordlige del af Stationstorvet, og markering af, at byggeriet af 49 nye almene boliger går i gang

Torsdag blev der holdt det traditionelle rejsegilde på Vallensbæk Stationstorv. Faktisk var det en dobbelt fejring, idet det både var rejsegilde for det nye butikscenter i den nordlige del af stationstorvet og en markering af, at byggeriet af 49 nye almene boliger nu går i gang.
Centerbygningen bliver cirka 7.400 m2 inklusiv fitnesscenter og food market, og der bliver i alt 25-30 lejemål, blandt andet. Desuden anlægges der mere end 275 parkeringspladser.
I sin tale glædede borgmester Henrik Rasmussen (K) sig blandt andet over, at de mange nye butikker vil øge den lokale handel i Vallensbæk. Desuden glædede Henrik Rasmussen sig over igangsættelsen af byggeriet af de nye almene boliger. Han får nemlig ofte henvendelser fra borgere, hvor huset er blevet for stort, efter børnene er flyttet hjemmefra. Et behov som det nye seniorfælleskab skal være med til dække.

Nyt seniorfællesskab
De 49 kommende almene boliger, der således også blev markeret torsdag, administreres af Vallensbæk Boligselskab og KAB, og udgør tilsammen seniorbofællesskabet Vallensbæk Senior Park.
Mange af de kommende beboere var mødt op for at se det første element blive hejst på plads af den store kran.
Til dem og de andre fremmødte sagde Katja Lindblad, formand for Vallensbæk Boligselskab, blandt andet:
– Når vi i dag hejser de første elementer til Vallensbæk Boligselskabs nye seniorbofællesskab, er det begyndelsen på et vigtigt byggeri. Vigtigt fordi byggeriet fra næste år skal være rammen om mange familiers vigtigste sted – nemlig deres hjem, deres base i hverdagen.
Og det er i følge Katja Lindblad et særlig byggeprojekt:
– Det er nogle meget aktive beboere, som vi bygger sammen med. Det ved vi, fordi vi allerede kender mange af dem. De har, lige siden vi fik idéen til byggeriet, været med i processen. De har holdt en lang række af møder og kommer med stort engagement, masser af energi, gode kritiske spørgsmål og masser af drømme for livet i vores nye seniorboligfællesskab. Beboernes engagement holder os alle sammen til ilden, og jeg synes, det er både sundt og givende, at I er så meget mere med, end hvis vi bare byggede og lejede ud, som man gør normalt.
Desuden benyttede Katja Lindblad lejligheden til at takke ejerne af centret, kommunen, KAB, rådgiver, entreprenører, underleverandører, håndværkere.

De nye butikker forventes at åbne i efteråret 2016, og de 49 boliger ventes at være klar til indflytning i foråret 2017.

1 kommentar om “Store rejsegildedag i Vallensbæk”

  1. Ida Bjerre Palsson siger:

    Godt at det er muligt at læse artiklen om rejsegilde i Vallensbæk her på hj.siden. Jeg kunne ikke finde den på side 5 i avisen, som jeg har fået i dag d. 6. april.
    Venlig hilsen fra en ivrig læser af Folkebladet
    Ida Bjerre Palsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top