Ustoppelige Brøndby genvinder mesterskabet
160416-Mesterskab-2-finale-holdbillede-BVK-Holte.jpg
Sådan ser man ud, hvis man har vundet alt, hvad man er kommet i nærheden af i denne sæson. Det er blevet til fire titler for Brøndbys volleykvinder i denne sæson. Foto: Niklas H. Persson
SPORT. Lørdag den 16. april blev en historisk dag i Brøndby Volleyball Klub, da Volleyliga damerne vandt deres tredje danmarksmesterskab i træk

Lørdag fuldente Brøndbys volleyballkvinder
den perfekte sæson, da de genvandt det danske mesterskab. Udover danmarksmesterskabet vandt kvinderne nemlig også landspokalenturneringen, mesterskabet i den nystiftede Øresundsliga og Nordic Club Championship som den første danske dameklub.

Spænding
Lørdagens danmarksmesterskab blev erobret efter noget af en gyser. Finalen spilles over to kampe og i tilfælde af en sejr til hvert hold, spilles der i forlængelse af den anden finale et såkaldt Golden Set til 25 point om mesterskabet.
Brøndby havde vundet den første finale overbevisende med 25-18, 25-20, 25-17 og var dermed også storfavoritter til at løbe med mesterskabet. Helt så let gik det imidlertid ikke, til trods for at Brøndby lukkede første sæt med 26-24.

Holte vandt
I andet sæt var det Holte, der kom bedst fra start med en føring på 15-9. Men en godt spillende Deme Morales holdt Brøndby inde i sættet. Dominique Thompson vandt således de fem angreb, der blev lagt til rette for hende af hæver Eva Bang og det så ud til at Brøndby fik styr på begivenhederne igen, da de i Deme Morales serv næsten fik kontakt ved 14-15, men det afgørende ryk udeblev. De to hold skiftedes til at vinde point og Holte holdt føringen hjem til 25-23.
Trine Kjelstrup trådte for alvor i karakter i tredje sæt, hvor gode angreb og godt blokadespil i samarbejde med Paulina Hougaard-Jensen sørgede for en komfortabel Brøndbyføring på 14-8.
Men så gik det galt, trykket gik af Brøndbyangrebet. Holte havde for alvor fået blod på tanden og de kæmpede sig på 15-15. Herfra bølgede spillet igen frem og tilbage, og publikum fik for alvor spænding for pengene i en afslutning, hvor Holte trak det længste strå til stillingen 27-25.
Holte havde momentum og fortsatte med blændende spil i fjerde sæt og kom foran med hele 21-13. Holte var for godt kørende, og de tog sættet og dermed kampen med 25-18.

Brøndby vandt til sidst
Da de to hold nu havde vundet en kamp hver, skulle det hele afgøres i et Golden Set efter en kort pause.
Det skulle imidlertid vise sig, at Brøndbyspillerne havde haft mere gavn af pausen end Holtespillerne.
Brøndby var nu tilbage i startopstillingen og tingene fungerede upåklageligt. Godt nok tog Holte de to første point, men Brøndby kom på 6-2, og det skabte den fornødne tro på, at tingene kunne lykkes.
Gode blokader af centerspillerne og Julie Mikaelsen ydede deres til stillingen, og det var da også en blokade af Paulina Hougaard-Jensen, der med sin ottende blokade i kampen, lukkede sættet ved stillingen 25-21.

Suveræn sæson
Det var en flok jublende glade Brøndbyspillere der efterfølgende kunne få hængt guldmedaljerne om halsen og derefter lade sæsonens fjerde pokal gå på tur for at blive hævet i vejret.
Status for den bedste sæson i klubbens historie er således, at ud af 35 betydende kampe, blev det kun til to nederlag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top