Fredag 20. oktober 2017
Der bliver også sunget på byens ældrecentre, som her på Æblehaven. Foto: Tove Agergård
25 år med fællessang
BRØNDBY. Den 11. maj fejrer Foreningen Syng Sammen Gruppen sin 25 års fødselsdag. Det har været gode år, fortæller formanden
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 4. maj 2016, 09:15:37

Når sangerne i Foreningen Syng Sammen Gruppen den 11. maj kan fejre de første 25 år, foreningen har bestået, har de meget at glæde sig over, fortæller Tove Agergård, der har været med fra begyndelsen:
– Da jeg var nyvalgt aktivgruppeformand i Socialdemokratiet Brøndbyøster i 1980-81, startede jeg sangaftener. Det var ti år før Syng Sammen Gruppens start. For at vi kunne lære nye sange i Arbejdersangbogen. Jeg var så træt af, at vi til vores møder altid sang de samme tre sange.
Men sangaftenerne blev med tiden trukket ud af de socialdemokratiske kredse, fortæller Tove Agergård:
– Vi sang en gang om måneden. Ægteparret Birthe og Henning Larsen kom trofast til hver eneste sangaften, og det var deres ide, at vi skulle flytte arrangement op på sal A på Kernen, som biblioteket hed dengang, og lave offentlige og upartiske sangaftener.
Det skyldes alene deres stædighed, at vi fik det op at stå. Det var starten på Syng Sammen Gruppen, Brøndby.

Behov for forening
Men som i mange andre sammenhænge blev det med tiden nødvendigt med noget struktur, mindes Tove Agergård:
– Vi ville, at det skulle være gratis, og sådan kørte det helt uformelt i et par år. Men så forlangte kommunen, at vi dannede en egentlig forening, for at vi fortsat kunne få tilskud til pianist og andet. Vi fordelte opgaverne imellem os og bestemte, at der kun skulle være et symbolsk kontingent, 25 kr. om året. Det er så senere steget til 50 kr. årligt.
Og forening skal naturligvis have en bestyrelse:
– Grete Mietke blev formand, Henning Larsen kasserer, Birthe Larsen bestyrelsesmedlem og jeg mikrofonholder.
Og foreningen succes var overvældende:
– I mange år var vi det eneste sted i kommunen med syng sammen-arrangementer. Vi voksede til 100 deltagere per gang, da vi sang på Kernen. Så vi var selvfølgelig meget glade, da Kilden slog dørene op, og vi fik mere plads og meget bedre adgang for gangbesværede.

Fast mønster
Sangaftenerne følger en fast skabelon, fortæller Tove Agergård:
– En almindelig sangeftermiddag starter med velkomst og en sang. Derefter går jeg rundt ved bordene og spørger, hvad man har lyst til at synge. Med vores spillemand Jørgen Riis Poulsen hjælp får vi sunget 30-35 sange hver gang. I 20 år var det Poul Drejlev var vores spillemand, men han er gået på velfortjent pension. Der skal selvfølgelig også være tid til en kaffepause, og mange tager selv kaffe og brød med. Men vi har også automater med diverse drikkevare på Kilden.
Når der skal synes så mange sange, skal der nogle store sangbøger til:
– Vi synger efter Højskolesangbogen, Arbejdersangbogen og løsbladshefter med 200-300 sange, der er kommet til. Vi synger alt fra salmer til drikkeviser. Vi skal ikke præstere noget, og en skæv tone hist og her betyder ikke noget som helst.
Og så sluttes der altid af på samme måde:
Vi slutter dagen af med: dagens griner og dagen gode ord for at være sikre på, vi alle kommer glade hjem, og ved afslutningen synges der: Skuld gammel venskab rejn forgo, hvor hele forsamlingen ved sidste vers rejser sig op og tager hinanden i hænderne og danner en stor kreds.

Har spredt sig
Med tiden har syng sammen konceptet imidlertid også spredt sig til andre steder end Kilden:
– Siden starten er vi nu også kommet ud på de tre ældrecentre i Brøndby Kommune, det vil sige en 12 – 15 medlemmer af foreningen tager med ud og synger sammen med beboerne på centrene. Vi sidder ved borde og synger sammen med de ældre og hjælper også gerne med at finde nr. på sangene. Grete (formand) har mikrofonen og har bestemt første afdeling og anden afdeling er beboernes ønskekoncert.

Foreningen Syng Sammen Gruppen, Brøndby, fejrer 25 år fødselsdag på Kilden, den 11. maj kl. 15.00
Der vil være underholdning af Mads Westfall duoen.
I pausen er der lidt til ganen og et glas vin
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER