Borgmester: Det er løbet helt af sporet
VALLENSBÆK. Borgmester Henrik Rasmussen undrer og ærgrer sig over situationen i Sportscaféen. Men fastholder samtidig, at Vallensbæk Kommune ikke kunne have handlet anderledes

– Jeg har svært ved at se, at vi kunne have gjort noget andet. Sådan siger Henrik Rasmussen (K) om den konflikt, der for tiden er mellem forpagteren af Sportscaféen, Carina Andersen, og Vallensbæk Kommune.
– Det er desværre blevet meget voldsommere, end vi normalt er vant til, når der er noget, vi er uenige om. Det plejer at være sådan, at vi kan mødes og tale om tingene og også finde ud af det, hvis der er noget, vi er uenige om. Men denne sag er løbet helt af sporet.

Facebookfejlen
I begyndelsen af april skrev Carina Andersen et opslag på Facebook, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede Vallensbæk Kommune og et par af Kommunens topembedsmænd.
I det sammen indlæg meddelte hun også, at hun nu havde sagt sin forpagtning af Sportscaféen op. Denne handling ærgrer Henrik Rasmussen:
– Vi havde gang i en dialog, og så skriver hun det oplæg. Det er altså ikke okay. Hvis hun var utilfreds med noget, kunne hun have sagt det, og så kunne vi have fundet ud af det. Men at gøre det på denne måde, er altså helt forkert.
Carina Andersen har efterfølgende tilkendegivet, at hun kunne være interesseret i at trække sin opsigelse tilbage, hvis man kunne finde en løsning på uenigheden. Men det kan Kommunen ikke imødekomme, siger Henrik Rasmussen:
– Der var ikke tale om en reel tilbagetrækning af opsigelsen. Der var tale om en ’foreløbig’ tilbagetrækning, som Carina Andersen betingede af, at den efterfølgende dialog faldt ud til hendes fordel. Sådan kan vi ikke forhandle og vi opfatter derfor opsigelsen som bindende.

Markiser og blomster
I interviewet i denne uges udgave af Folkebladet beskylder Carina Andersen Vallensbæk Kommune for at ville presse hende rent økonomisk. Således fortæller hun om en reception, hvor Kommunen ville have hende til at holde for 1500 kr. En pris der på ingen måde er realistisk ifølge Carina Andersen. Om det siger Henrik Rasmussen:
– Jeg kender ikke til den konkrete sag og ved derfor heller ikke, om det er en fair pris i forhold til, hvad arrangementet bestod af. Men jeg må sige, at i al almindelighed så gælder markedsmekanismerne også i forhold til dette. Så det gør sig sikkert også gældende i forhold til dette arrangement.
I interviewet beskylder Carina Andersen også Vallensbæk Kommune for langsommelighed i hjælpen i forhold til opstilling af nogle blomsterkasser og opsætningen af nogle markiser. Til det siger Henrik Rasmussen:
– Vi har ikke handlet langsomt. Markiser og blomster er sat op nu her i god tid før sommeren, og ikke i vintermåneden da Carina Andersen ville have det. Kommunens folk har mange opgaver og prioriterer dem løbende.

Ingen eksklusivaftale
Ifølge Carina Andersen blev det aftalt ved underskrivelsen af kontrakten, at hun skulle stå for hele salget på sportsområdet og således ikke blot i caféen. En aftale, der ifølge Carina Andersen gentagne gange ikke er blevet overholdt. Den påstand stiller Henrik Rasmussen sig helt uforstående overfor:
– Vi har ikke lavet sådan en eksklusivaftale. Carina har haft ret til at drive Sportscaféen, ikke en eksklusiv ret til at sælge forplejning andre steder i Idrætscentret eller i kommunen.

Kan ikke lade sig gøre
I Folkebladet i denne uge foreslår Niels Jørgensen fra Venstre, at de lokale politikere stemmer om Carina Andersen tilbud om at trække sin opsigelse tilbage. Det forslag vinder ikke opbakning hos Henrik Rasmussen:
– Det må Niels (Jørgensen, red.) naturligvis gerne foreslå. Jeg bakker ikke umiddelbart op, da jeg synes, Carina Andersen har været utvetydig om sin utilfredshed med kommunen. Men en politisk drøftelse af den fremtidige drift af Sportscaféen skal vi naturligvis have.

Vi sender de rette folk
Carina Andersen har såvel på Facebook som i denne uges interview undret sig over den ageren, et par af Kommunens topembedsmænd har udvist ved et møde tidligere på foråret. At det Kommunen til dette møde valgte at sende to fra den administrative top i Vallensbæk Kommune, skal man ikke undre sig over, siger Henrik Rasmussen:
– Vi er en lille kommune, hvor der ikke altid er så langt fra top til bund, og vi stiller i sådan situationer med det team, der kan handle i situationen.

Andre har budt ind
Carina Andersen har nu opsagt sin forpagtning af Sportscaféen. At det er endt her, ærgrer Henrik Rasmussen. Men skal han pege på et lyspunkt i konflikten, så er det, at der også fremover sandsynligvis vil være liv i Sportscaféen:
– Vi har få flere henvendelser fra andre, der overvejer at byde ind på forpagtningen. Det er godt, for det er et vigtigsted, vi skal have til at fungere.

Ifølge Folkebladets oplysninger skal Carina Andersen og Vallensbæk Kommune mødes den 18. maj.

1 kommentar om “Borgmester: Det er løbet helt af sporet”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top