Torsdag 19. oktober 2017
Brøndby får Legetek
BRØNDBY. Med åbningen af Brøndbys Legeteket kan forældre til småbørn og fagpersoner nu gratis låne pædagogiske materialer til børn, der har brug for støtte i deres udvikling
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 18. maj 2016, 09:14:49

-Nej, se den her, den er god til sansestimulering.
Begejstringen var til at få øje på, da fagpersoner som ergoterapeuter, talehørekonsulenter og sundhedsplejersker fik fingrene i de pædagogiske materialer ved Legetekets åbningsreception den 10. maj.
Med Legeteket har Brøndby Kommune nu et tilbud til alle børn, der har brug for stimulering og støtte i deres udvikling, fysisk som psykisk. Det kan være i forhold til sprog, motorik eller det at være sammen med andre.
På Legetekets hylder står et bredt udvalg af pædagogisk materiale, som man kan komme forbi og høre mere om, og eventuelt låne med hjem gratis i en låneperiode. Det gælder også for private. Det er støttepædagogerne Susse Grønfeldt og Tina Skou Jensen, man vil møde i Legetekets åbningstid, og som gennem et par år har arbejdet på at realisere drømmen om et Legetek i Brøndby.

Også for forældre
– Hvis vi ser på vores nabokommuner, har man stor og stigende succes med Legeteket, så vi har en forventning om, at mange også vil komme forbi og udnytte tilbuddet i Brøndby. Ikke mindst håber vi på at se forældre og bedsteforældre til 0-6-årige børn, der har brug for at blive styrket i deres udvikling. Vi hjælper med at finde et pædagogisk materiale til det specifikke behov, og guider forældre i, hvordan de også kan støtte barnet der, hvor det har brug for det, forklarer støttepædagog Tina Skou Jensen.

Sted at møde andre
På hylderne i Legeteket, der er placeret i kælderen på den tidligere skole Nørregård, finder man alt fra spil, der lærer børn om følelser og ansigtsudtryk til en talemaskine, der siger ordet bold, når barnet trykker på et billede af en bold. Man kan også få inspiration til, hvordan med for eksempel dagskema skaber struktur i hverdagen for børn med for eksempel autisme.
– I kommunens børne- og ungepolitik har man fokus på, at forældrene er vigtige, når det handler om barnets udvikling. Og her i Legeteket kan forældre og bedsteforældre netop komme og få gode råd, og måske møde andre med samme udfordringer, så de kan gøre noget konkret for at understøtte deres barns udvikling, siger støttepædagog Susse Grønfeldt.

Legeteket findes i kælderen på Nørregård, Horsedammen 42 i Brøndby. Der er direkte adgang fra Horsedammen, hold øje med skiltet, der stilles ud ved vejen, når der er åbent. Legeteket har åbent første tirsdag i måneden kl. 15-18 og sidste tirsdag i måneden kl. 9-13. Første åbningsdag er den 31. maj kl. 9-13.
Print This Post Print This Post
2 kommentarer til “Brøndby får Legetek
  1. Jakob Funch skrev:

    Skægt at det lanceres som en nyhed. Den mulighed har eksisteret i årevis fra Brøndbys biblioteker.

  2. Legeteket skrev:

    Kære Jakob Funch

    Der har ganske rigtigt tidligere været mulighed for at låne et mindre udvalg af pædagogisk legetøj på bibliotekerne,men det er bortset fra sprogkufferter stort set udfaset i dag.
    Vi er blevet oplyst om at der for ca. 20 år siden var et Legetek i Brøndby.
    På det “nye” Legetek i Brøndby, som er åbent for private så vel som fagfolk, får man adgang til et større udvalg af forskellige pædagogiske materialer, samt vejledning i en målrettet brug af det, af os som professionelle.
    Venlig hilsen
    Susse Grønfeldt og Tina Skou Jensen
    Støttepædagoger i Pæd. Psyk. Rådgivning
    Brøndby Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER