Mandag 23. oktober 2017
En 2 meter høj og 82 meter lang støjskærm skal sættes op foran en række boliger ved Søndre Ringvej, så støjniveauet falder. Foto: Vallensbæk Kommune
Brugte vindmøllevinger skal give ro i baghaven
VALLENSBÆK. En støjskærm af brugte vindmøller sættes nu op i Vallensbæk og forventes at dæmpe støjen væsentligt
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 11. maj 2016, 10:55:23

Mange mennesker er påvirket af trafikstøj, og det kan have store sundhedsmæssige konsekvenser, fra søvnbesvær til hjerte-karsygdomme.
En række kommuner i Køge Bugt-området går derfor forrest i kampen mod støjen. Med projektet Silent City sætter kommunerne sammen med miljøpartnerskabet Gate 21 fokus på trafikstøj.
Silent City-indsatserne skal vise mulighederne for og resultaterne af at bekæmpe støj fra trafikken.

Nye kampmetoder
Ideen er at undersøge, teste og udvikle nye løsninger til at bekæmpe støjen, og målet er både at reducere støj fra trafikken, fremme livskvaliteten og sundheden for borgerne, og samtidig skabe vækst for danske virksomheder, som leverer støjløsninger.
Et af de første tiltag er lige nu i gang i Vallensbæk: En to meter høj og 82 meter lang støjskærm skal sættes op foran en række boliger ved Søndre Ringvej. Lige nu er teknikerne ved at lave en baggrundsmåling af støjen uden skærm, dernæst bliver skærmen opsat, og endelig måles støjniveauet igen, for at kunne vurdere effekten af skærmen. Teknikernes vurdering er, at støjen kan dæmpes i hvert fald 5-6 dB, hvilket vil opleves som en væsentlig reduktion af støjen.

Gamle vinger
Støjskærmen er blandt andet lavet af glasfiber fra gamle vindmøllevinger, og dermed kan denne type skærm i fremtiden være med til at afhjælpe et andet problem: Normalt kan vindmøllevinger nemlig ikke genanvendes, men ender på lossepladsen i deponi og udgør derfor et miljøproblem. Men nu kan de gamle vindmøllevinger altså få nyt liv i kampen mod støjen.

Det er muligt at følge støjniveauet live på hjemmesiden http://sondreringvej.ramboll.noisesentinel.com/
Projektet er et samarbejde mellem Brüel & Kjær EMS, Rambøll, Miljøskærm, Gate 21, NCC og Vallensbæk Kommune.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER