Torsdag 19. oktober 2017
Houda, Natasja, Cathrine og Suriyu er alle elever på SOSU C i Brøndby. Og de er glade for, at det er her, de går i skole. Foto: Heiner Lützen Ank
Festdag for velfærdssamfundets frontkæmpere
BRØNDBY. Fredag fejrede SOSU C 25 års jubilæum for social- og sundhedsuddannelsen. Folketingspolitiker kalder uddannelsen velfærdsbevarende. Eleverne glæder sig til at tage ansvar
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 4. maj 2016, 09:00:21

Mattias Tesfayes stemmer lyder stadig inden fra den nye teatersal, som han netop har indviet på SOSU C i Brøndby. 80 mennesker har hørt ham fortælle, hvordan han, da en kammerat hævdede, at Brøndby Stadion er den vigtigste bygning på Vestegnen, benægtede dette.
I stedet påstod Mattias Tesfaye, at SOSU C, skolen hvor de blandt andet uddanner social- og sundhedshjælpere, men også hjælper unge med for eksempel at blive sygeplejerske ad erhvervsuddannelses- og ikke gymnasievejen, er den vigtigste bygning på Vestegnen.
For, som socialdemokraten Mattias Tesfaye påstår, kan alle andre politiske emner diskuteres, men at man har krav på en værdig alderdom med god behandling, står ikke til diskussion. Og dem, der skal omsætte denne holdning til handling, er eleverne her på SOSU C, for de vil nemlig alle finde ansættelse i plejesektoren. Så derfor er denne skole så vigtig for Vestegnen.
Ikke overraskende bliver Mattias Tesfayes ord mødt med latter og klapsalver af de mange, der denne fredag er mødt frem for at fejre, at Social- og Sundhedsuddannelsen har rundet 25 år, og at SOSU C på Brøndby Møllevej netop har udvidet de fysiske rammer med en ny teatersal.

Den blandede skoledag
Uden for lokalet, hvor Mattias Tesfaye underholder, har en gruppe elever slået sig ned. Ud over at være med til at fejre skolen og uddannelsen, er de faktisk også mødt op for selv at blive hyldet. De har nemlig lavet en film, der fortæller om hverdagen på SOSU C. Buskabet i filmen, er ifølge pigerne enkel:
– En god dag på SOSU C er, at man er sammen med de andre. Det er et rart sted at være, siger Suriyu.
Natasja tilføjer:
– Ja, og så er en vigtig pointe i filmen også, at der her på skolen er en god balance mellem bevægelse og timer, hvor man sidder ned. Bevægelsen er et godt break fra undervisningen.
Når man er ved at uddanne sig til et job inden for plejesektoren, er det vigtigt, at uddannelsen fokuserer på nogle bestemte ting, fortæller Natasja:
– Uddannelsen handler rigtig meget om omsorg, respekt og kommunikation. Kommunikationen er vigtigt at arbejde med, for det er afgørende, hvordan man taler til folk. Man skal ikke tale ned til de ældre, man kommer ud og skal hjælpe.

Samfundets tandhjul
Betragter man ungdomsuddannelserne under et, er det som om, de gymnasiale uddannelser er de vigtigste. At tag en erhvervsuddannelse bliver af nogle betragtet som ikke så fint. Noget Houda godt kender til:
– Når jeg siger, at jeg går på SOSU C og forklarer, hvad det er for en skole, så er der nogle gange nogle, der siger, når er det bare det, du skal, ikke andet.
Men for Houda er uddannelsen på SOSU C langt fra en bare-uddannelse. Det er en uddannelsen, der har afgørende betydning for samfundet:
– Jeg vil gerne arbejde med ældre mennesker. Fordi jeg godt kan lide dem, og fordi det jo er vigtigt, at hele samfundet fungerer, og det vil jeg altså gerne være med til.
Cathrine kender også godt til fordommene mod uddannelsen på SOSU:
– Der er helt sikkert nogle, der tænker, at man ikke kan komme ind på gymnasiet. Men det kan jeg altså godt. Faktisk har jeg allerede gået på gymnasiet. Men det passede ikke rigtig til mig. Jeg kan bedre lide blandingen her, hvor undervisningen og bevægelsen bliver blandet godt.
Hvor uddannelsen skal ende, er Cathrine ikke helt klar over:
– Jeg ved det ikke. Måske ergoterapeut. Det kommer måske til at tage lidt længere tid, men jeg kan bedre lide den her erhvervsrettede måde fremfor gymnasiet.

Print This Post Print This Post
2 kommentarer til “Festdag for velfærdssamfundets frontkæmpere
  1. Man kan undre sig over, at ikke en af følgende ministre var inviteret til denne åbning: Ellen Trane, Karen Ellemann eller Sophie Løhde?
    Hvad er Mathias´s indgang til “jobbet”?

  2. Kære Kurt Damsted
    Tak for interessen for SOSU C. På SOSU C har vi, som artiklen skriver, netop renoveret vores kantine og teatersal. Denne indvielse var i forbindelse med en reception, hvor vi først og fremmest fejrede 25 året for social – og sundhedsuddannelsen.
    Vi er glade for at Mattias Tesfaye tog sig tid til at komme forbi og var med til festligholde uddannelserne og også indviede de nye lokaler.
    Politikerne og vi har en fælles interesse i at skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne.
    Mattias Tesfaye blev spurgt, fordi han er politiker, selv har en erhvervsuddannelse og er fra Vestegnen. Han er en god rollemodel for vores elever.
    Men også for at variere i de inviterede gæster. SOSU C var nemlig så heldig, at vi i oktober 2015 havde besøg af Minister for Børn, Undervisning og Ligestilling Ellen Trane Nørby, der var på SOSU C for at åbne de regionale mesterskaber i SOSU skills – konkurrence for social- og sundhedsassistent eleverne om deltagelse i DM i erhvervsuddannelser.
    Med venlig hilsen Elsebeth Melgaard
    Direktør SOSU C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER