Tirsdag 24. oktober 2017
Carina Andersen, forpagter af Sportscaféen har sagt forpagtningen op. Niels Jørgensen (V) mener, at Vallensbæk Kommune bør finde en løsning i konflikten. Foto: Heiner Lützen Ank.
Forpagteren af Sportscaféen: Vallensbæk Kommune har modarbejdet mig
VALLENSBÆK. Forpagteren af Sportscaféen i Vallensbæk Idrætscenter kan slet ikke genkende det billede af sagen, som borgmesteren tegner
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 18. maj 2016, 08:56:10

”Vi er i dialog med forpagteren.” Sådan skriver borgmester Henrik Rasmussen (K) i et læserbrev i Folkebladet den 4. maj i forbindelse med den debat, der er om forholdene for forpagteren af Sportscaféen. I det samme læserbrev skriver Henrik Rasmussen desuden:
”Vi bakker op om brugen af caféen og opfordrer foreningerne til at benytte den mest muligt. Vi kan som kommune således ’trække hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke’”
At borgmesteren kan skrive således, undrer Carina Andersen, forpagter af sportscaféen:
Jeg har ikke været i dialog med Vallensbæk Kommune siden midten af maj, og dengang drejede det sig om de blomsterkummer, jeg gerne ville have stillet op. Men siden da har jeg ikke hørt noget.

Reception til 1500 kr.
At Vallensbæk Kommune bakker op om Sportscaféen, som Henrik Rasmussen skriver, undrer også Carina Andersen:
– Hvad mener han med det? Kommunen forsøgte at presse mig til at holde en reception for 50 personer for 1.500 kr. Jeg prøvede at forklare, at jeg betaler moms, at mit personale skal også have løn og at dugene på bordene heller ikke er gratis. Resultatet blev, at Kommunen holdt deres reception i forhallen med egne indkøbte varer. Få dage efter blev et tilbud, jeg havde afgivet på mad til et arrangement, også afvist.

Hvem må sælge kage?
Et væsentligt punkt i den tilspidsede konflikt mellem Carina Andersen og Vallensbæk Kommune er, hvorvidt Vallensbæk Kommune har ændret på betingelserne for, hvorvidt andre, for eksempel sportsklubber der holder arrangementer i Idrætscenteret, selv må sælge kage, kaffe og lignende. I læserbrevet den 4. maj skriver Henrik Rasmussen:
”Det er dog vigtigt at understrege, at forpagteren på intet tidspunkt har haft eneret på salg af mad og drikke ved idræts- og foreningsarrangementer i hele kommunen. Det har alle dage været sådan, at en klub eller forening kan sælge for eksempel kaffe og kage til et stævne for at tjene til klubtrøjer og lignende.”
Det er Carina Andersen ikke enig i:
– Ved underskriften af kontrakten fik jeg bekræftet, at for eksempel fodboldafdelingen ikke kunne afholde et stævne, uden jeg stod for salget. Det skete nemlig under den tidligere forpagter. Så derfor gik jeg meget op i det punkt. Det skete så igen for mig, men ingen ville gøre noget ved sagen.
Derfor kontaktede Carina Andersen Henrik Rasmussen:
– Jeg skrev blandt andet til borgmesteren og gjorde ham opmærksom på sagen. Han har aldrig besvaret mailen. Sagen er blevet lukket ved, at Kommunen sammen med deres jurister er blevet enige om, at de intet kan eller vil gøre, da det er konkurrenceforvridende. Det var ikke det de sagde ved underskrift af kontrakten.

Manglende forståelse
I april i år blev Carina Andersen indkaldt til et møde med to af Kommunens top­embedsmænd. Et møde, der ifølge Carina Andersen med stor tydelighed viser, at Vallensbæk Kommune ikke har forståelse for hendes sag og ikke ønsker at komme hende i møde:
– Jeg har kæmpet en hård kamp for at få cafeen til at blive et hyggeligt og pænt sted igen, hvor alle har lyst til at være. Når kommunens to repræsentanter så kommer og siger, at jeg ikke har krav på noget juridisk, og at de frivillige foreninger ønsker at kunne sælge kaffe, pølser, mv. og jeg ikke kan sætte mig imod det, så er sagen jo håbløs.
Og på mødet var der i det hele taget en hård tone, siger Carina Andersen:
– Jeg stillede nok også tingene hårdt op, men det blev klart for mig, at kommunens folk ikke havde forstand på, hvordan det er at drive forretning.

Langsommelig proces
Carina Andersen har været forpagter af Sportscaféen siden 1. november 2014 og har fra flere sider høstet stor ros for den måde, hun har drevet Sportcaféen. Således hed det i et andet læserbrev den 4. maj:
”Carina Andersen er lokalt forankret og brænder for at videreudvikle caféen til fælles glæde for os alle.”
Men selvom hun i knap halvandet år nu har forsøgt at gøre Sportscaféen til et lokal samlingpunkt, og fået ros for det, har det ikke været med opbakning fra Vallensbæk Kommune, fortæller hun:
– I august 2015 blev der indkøbt nogle markiser og blomsterkummer. Jeg spurgte, om der var nogle fra halpersonalet, der ville hjælpe mig. Men det var der ikke i første omgang. Så blev det efterår, og jeg foreslog, at vi ventede til det blev forår. I februar i år spurgte jeg til, om jeg kunne få hjælp. Men det var først i april, efter at Søren Wiborg var gået ind i sagen, og der skulle være et møde på Rådhuset, hvor han skulle deltage, at der skete noget. Blomsterkasserne, som var blevet aftalt i slutningen af 2014 til opstilling forår 2015 er først kommet nu, efter opsigelsen er modtaget på rådhuset.

Fået nok
Men nu har Carina Andersen altså fået nok:
– Jeg blev oprindeligt forpagter, fordi jeg mente, at mine børn og andre skulle have et rart og uformelt sted at mødes. Men med den her behandling, hvor jeg mener, jeg ikke har fået den fornødne opbakning fra kommunen i forhold til de aftaler, vi har indgået, har jeg gjort op med mig selv, at så er det ikke det værd. Jeg er aldrig gået ind i det her for at blive rig, men jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg havde vist, at kommunen ville løbe fra deres aftaler og samtidig prioriterede et socialt knudepunkt så lavt. Det er ikke nok at bygge baner og omklædningsrum, de sociale rammer skal også følge med.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER