Glostrup FK stadig i front
FODBOLD. Glostrup FK er kommet fint fra start i Sjællandsseriens anden halvdel, og fører stadig rækken

Glostrup FK startede ude mod Stenløse, som lå nummer to, og kampen sluttede 1-1 efter Glostrup havde haft to forsøg alene med målmanden.
– Vi blev desuden bortdømt med sekunder tilbage at spille, da en Stenløse forsvarer slog til bolden med hånden inde i feltet, og trods linjedommerens fremragende position, forblev fløjten tavs. Der var dog generel tilfredshed med resultatet, siger Henrik Kahr, sportschef i GFK.
Derefter skulle Glostrup FK op mod Helsinge, hvilket altid resulterer i tætte kampe, og denne gang var ingen undtagelse.
– Vi vandt kampen 2-0 efter 0-0 ved halvleg, men Helsinge havde deres muligheder, og kampen kunne sagtens være sluttet anderledes, end tilfældet var. Der gik ikke mere end et par minutter af anden halvleg, før Muddi bragte os foran 1-0 alene med målmanden, og derefter bølgede spillet frem og tilbage før Thomas P kunne bringe os foran 2-0 i to omgange efter oplæg fra Benjamin Kabongo, siger Henrik Kahr.
I sidste weekend stod den på endnu et topopgør, da Liria havde overtaget 2.pladsen fra Stenløse, og den kamp blev jævnt kedelig. Selvom der var lagt op til en spændende dyst mod Liria, med et par gamle Glostrup drenge på holdet, blev der aldrig rigtig løst op for spillet på den lille bane i Herlev, og begge hold endte med at neutralisere hinanden. Benjamin Kabongo havde Glostrups bedste forsøg med en afslutning på indersiden af opstanderen, hvorefter bolden rullede på tværs af målet, og Liria havde efterfølgende en afslutning på overliggeren, som Jesper i målet fik styr på i anden omgang. Liria var tættest på til sidst, men uafgjort 0-0 blev slutresultatet, og det kunne begge hold godt være tjent med.
Sidste onsdag mødte Glostrup FK Brede hjemme. Den kamp startede med et par store chancer til Glostrup, men alligevel var det Brede, der bragte sig foran 1-0. Glostrup lod sig ikke slå ud, og ved pausen var de foran 3-1 efter en solid indsats og mål fra Patrick Støckel, Modou Sarr og Benjamin Kabongo – det ene mål flottere end det andet.
– Vi scorede fire mål i anden halvleg, og her var det anfører Michael C, Patrick Støckel igen, Thomas P og Muddi, som scorede, og Brede formåede at få et enkelt mål, således, at vi vandt 7-2, siger Henrik Kahr.
Forspringet til nummer to havde været komfortabelt, hvis ikke Værebro var blevet dømt som taber af alle deres kampe i efteråret. Det var skidt for Glostrup FK, da de var det eneste af topholdene, som havde vundet over dem, og dermed kom alle lidt tættere på.
– Vi er dog stadig nummer et, tre point foran nummer to, og næste gang skal vi på udebane mod netop Værebro, som nu kæmper for at undgå nedrykning, i stedet for at spille med om oprykning.
Det er lørdag den 7. maj klokken 14.00 på Skovbrynet skole, siger Henrik Kahr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top