Grønne ønsker for erhvervslivet
erhverv_brondby.jpg
Erhvervslivet i Brøndby skal til at sortere affald. Ordningen vil omfatte virksomheder, der ugentligt har minimum 100 kg organisk affald. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Som noget nyt skal virksomheder i Brøndby sortere organisk affald. Håbet er, at der vil blive indsamlet mindst 100 ton ekstra organisk affald

Madaffald er en ressource, derfor er der både fornuft og økonomi i at smide de dårlige porrer i beholderen med organisk affald i stedet for ned i skraldespanden. I forvejen sorterer borgere og kommunale institutioner i Brøndby deres madaffald, så det kan blive genanvendt.

Også virksomheder
Men fra den 30. april gælder det også Brøndbys større detailvirksomheder med madsalg, for eksempel supermarkeder, restauranter, grønthandlere og catering samt virksomheder med storkøkkener.
Kommunen skønner, at det er 20-50 virksomheder i Brøndby, der nu skal til at sortere deres organiske affald fra, så det kan genanvendes.
– Madaffald og andre organiske rester indeholder vigtige næringsstoffer som for eksempel fosfor, som i stedet for at blive brændt, bør bringes tilbage i kredsløbet igen. Der er også kommet mulighed for at genanvende emballeret madaffald, for eksempel kasserede madvarer fra supermarkeder. Baseret på et forsigtigt skøn, regner vi med, at potentialet for organisk affald fra de relevante virksomheder i Brøndby mindst vil være 100 ton, siger Kathleen Johman Kjærulff, miljøchef i Brøndby Kommune.

Er i gang
På nuværende tidspunkt er det ikke klart, hvilke virksomheder, initiativet vil omfatte. Men skulle den nye ordning komme til at gælde SuperBrugsen i Brøndby, vil det glæde Jesper Housgaard, uddeler:
– Hvis vi bliver en del af den nye ordning, så vil det passe helt fint med det, vi I Coop allerede nu arbejder med. Vi arbejder nemlig på nuværende tidspunkt med at reducere madspild, og sådan en ordning vil passe fint ind.
Jesper Housgaard har ikke hørt noget fra Brøndby Kommune endnu og kan derfor ikke udtale sig om det konkrete initiativ. Men at hans medarbejdere måske skal til at sortere i forskellige affaldstyper, hilser han velkommen:
– Vi sorterer allerede nu de forskellige former for affald, og det er ikke noget, der skaber problemer i hverdagen. Det er et spørgsmål om vane og rytme. Så det kan godt lade sig gøre.
Der kan ligge en økonomisk gevinst i at sortere affald, fortæller Jesper Housgaard:
– Det er ikke store penge, men noget af affaldet, vi sortere fra, kan vi sælge med en lille fortjeneste.

Målet er, at samtlige af de virksomheder, som Brøndby kommune vurderer relevante for indsamling af organisk affald til genanvendelse, har etableret en genanvendelsesordning inden 2018. Ordningen vil omfatte virksomheder, der ugentligt har minimum 100 kg organisk affald.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top