Vindernovelle: Til naboerne i nummer fem
illustration-til-novelle.-foto-kaj-bonne-002.jpg
Foto: Kaj Bonne
Af Signe H. Damkjær

Jeg kan ikke være sikker på, at det var fluerne, der slog Palle ihjel. Men jeg er heller ikke overbevist om andet. To dødsfald i samme opgang på næsten samme tid er vel næppe tilfældigt. Jeg kan heller ikke slippe tanken, at det kunne have været undgået, hvis det var blevet opdaget tidligere. Hvis vinteren ikke havde været så hård, eller hvis postkasserne var faldet ned lidt før. Hvis nu flere havde holdt avis. Men Information vejer jo ikke det store, og det er vist også kun mig, der får papiravis her. Altså bortset fra den lokale, Brønshøj-Husum Avis. I virkeligheden var det jo den, der satte det hele i gang.

Det havde været frost længe, og kirsebærtræerne foran bygningen var stivnet. De øverste grene når næsten helt hen til altanen, og i vinter var det som om, de rakte ud efter mig og pegede anklagende på mig med lange frosne fingre.

Fluerne kom lige efter jul. Den første dag var der tre på skabslågen i køkkenet. Jeg slog dem ihjel og vaskede af med sulfo. Den næste dag var der femten. Jeg vaskede lågen igen først med sulfo og så med rodalon. Dagen efter var de tilbage. Ganske tæt sad de. Sort på hvidt. Som små punktummer på et stort ark papir. Jeg hev alt ud af skabene, vaskede og afsprittede margretheskålene, mandolinjernet og juiceren, jeg havde købt til mig selv i julegave. Endnu mere grunddig var jeg med skabet med madvarer, hvor jeg smed alt ud. Mel, havregryn, mandelmel, græskarkerner og den økologiske chokolade müesli fra Irma til 55,5 kr. kiloet. Imens stod Palle i soveværelset. Jeg havde flyttet ham fra stuen ind på bordet ved sengen, da jeg ved, at stuebirke kan få problemer af sollys.

Vores bygning ligger på en sidegade til Frederikssundsvej tilpas tilbagetrukket til, at motorstøjen ikke generer, men så tæt på at man kan holde øje med, hvordan alle former for transportmidler bliver pumpet rundt på den trafikerede pulsåre, der holder sammen på Københavns yderpoler. Vi bor cirka midt i mellem Brønshøj Kirke og Utterslev Mose. Midt i mellem dyden og synden, som man siger herude.
Jeg har boet på 3. tv i lidt over to år, siden jeg flyttede fra Mark. Jeg kender ikke de andre, vi hilser, når vi mødes på trappen, eller når vi tømmer postkasser på samme tid. Ellers holder folk sig for sig selv. Lige bortset fra min nabo Esther. Hun er vel sidst i 50’erne og har boet i Brønshøj hele sit liv, hun er ikke just typen, der mener tavshed er en dyd. For det meste klager hun over overboen Ian, der åbenbart spiller alt for høj musik. Engang lagde hun et brev ind under min dør, hvor hun spurgte, om jeg ville være med til at klage over min overbo Kim, der smækker med døren på en meget irriterende måde. Det ville jeg ikke. Det eneste, der generer mig, er, når Esther banker i loftet med sin kost, eller når hun står på trappen og råber, at der skal være ro efter klokken 22. Hun er ikke så høj, lidt buttet og har brunt pagehår med enkelte sølvstrejf, jeg tror hun er bibliotekar. Og nu er Kim død.

I løbet af januar blev fluerne flere. De havde deres hovedkvarter i køkkenet men sendte afstikkere ind i soveværelset, hvor de kredsede om Palle. Jeg prøvede med fluespray og fælder af syltetøjsglas og brugte på skift forskellige insektmidler, men intet hjalp. En dag læste jeg i lokalavisen om en mand i Tingbjerg, der havde åbnet en ny blomsterbutik. Han kaldte sig for Doktor Vissengrøn og havde brugt flere år på at udvikle sin egen insektspray. Jeg tog med det samme cyklen gennem mosen og kom hjem med en grågrøn mikstur i to sprinklervæskedunke. Palle fik dobbelt dosis.
I en kort periode var han i bedring, så jeg fortsatte den høje dosis, jeg var jo desperat. Efter råd fra Doktor Vissengrøn købte jeg også en lampe med ultraviolet lys til ham og lod P2 køre hele dagen. Om aftenen læste jeg godnathistorier for ham. Samlede Andersen med forord af Prinsesse Alexandra. Men i starten af februar fik han et tilbageslag. Bladene krøllede sammen for til sidst at opgive grebet og falde af. De næsten nøgne grene strittede anklagende op mod loftet.

Nede i entréen sidder postkasserne på væggen til højre over for opslagstavlen. Der er så smalt, at det er en udfordring at komme ind, hvis der står nogen og tømmer post. Døren kan kun åbnes lige nok til, at man akkurat kan klemme sig ind. Selvom man klarer det uden kropskontakt, kræver situationen en eller anden høflighedsfrase, der altid falder lidt til jorden. For de fleste er det fuldt tilstrækkeligt med ”hej,” eller ”dejligt vejr.” Kim kunne det endda klare det med et nik. Ofte tømte han slet ikke sin postkasse, og Harald Nyborg kataloger, lokalavisen og forskellige tilbudsaviser hang tit ud af sprækken. Han havde en beundringsværdig evne til at snige sig næsten ubemærket forbi og lade sin ranglede Addidasklædte krop forsvinde lydløst op af trappen. Som en skygge der ikke mærker livets tyngde.
Esther derimod starter altid enerverende samtaler, der nødvendigvis må fortsætte hele vejen op til tredje. Det kan være om kvaliteten af trappevasken, om debatten om høns i villahaverne, som jeg da må have læst om i lokalavisen, eller om jeg er enig i den nye sognepræsts indlæg om, at uvidenhed er en synd. Mere irriterende er det dog de få gange, hvor samtalen stopper i stueetagen og turen fortsættes i tåkrummende tavshed. Efter et par måneder begyndte jeg derfor bladre lokalavisen igennem og huske de artikler, jeg tænkte, ville interessere Esther. Den dag postkasserne faldt ned, havde jeg planlagt at spørge til hendes mening om et debatindlæg, hvor en Mona fra Husum beskylder Doktor Vissengrøns insektmiddel for at have slået hendes citrontræ ihjel.

Palle kom ind i mit liv for et par år siden i november. En morgen stod han der bare i min cykelkurv. Nogen ville tydeligvis af med ham men alligevel have, at han fik det godt. Som et slags hittebarn. Han så ensom ud, Mark havde lige slået op, jeg kørte forsigtigt hjem og kaldte ham Palle.

En tirsdag i midten af marts mødte jeg Esther i entreen. Hun brokkede sig først over Kims overflod af reklamer og konstaterede så skuffet, at avisbuddet endnu ikke havde været der med lokalavisen. Jeg gravede Information ud af sprækken og sagde åndsfraværende ”ja,” og ”ok,” med passende mellemrum, mens hun prustende igen fortalte om dengang, hendes far skulle på første date med hendes mor og kom til at ringe på døren på Kabbelejevej 28 B 1. tv. i stedet for 1. th. Det var 10-årige Bjarne Reuter, der åbnede døren, han havde en leverpostejsmad i hånden. Vi var på anden sal, da vi hørte entredøren smække og derefter et kæmpe brag. Vi skyndte os ned og fandt postkasserne på gulvet. Foran dem lå et eksemplar af Brønshøj-Husum Avis, som må være faldet ud af Kims overfyldte låge.
– Nå, så har avisbuddet vist været her, sagde jeg.
– Jeg får fat i viceværten, sagde Esther.

Information skriver, at de har sat sig for at gøre deres læsere til Danmarks mest vidende og handlekraftige

Den aften gav de sidste blade slip på Palle. Jeg slukkede det ultraviolette lys, hældte insektmidlet ud i toilettet og klappede H.C. Andersen sammen. Da jeg mødte Esther næste dag, var hun ved at hænge sedlen op. Hun så på mig med et chokeret blik og for en gang skyld sagde hun ikke noget. Der stod:

Til naboerne i nummer 5
Kim som boede i 4. tv, er død.
Politiet kom og hentede ham i morges.
Jeg vil bede jer om ikke at lukke vinduerne i opgangen, da han har ligget i ca. 3 måneder, og vi ved ikke, hvornår der kommer rengøring.
Mvh. Esther 3. th.

Min plante Palle er visnet, og i tre måneder har jeg boet under en død mand. Kim faldt om i køkkenet i midten af december. Vinduet stod åbent, det har været en kold vinter, de mener, det var en overdosis.

– Vi går jo aldrig længere op end tredje. Hvorfor skulle vi gå op på fjerde, når vi bor på tredje? spurgte Esther et par dage senere. Hun havde nu alligevel gjort det. Lige efter hun havde talt med viceværten om postkasserne, var hun gået op til Kim. Hun havde længe været irriteret over, at hans postkasse var overfyldt, så reklamer lå og flød på gulvet. Han var med sit sløseri medskyldig i, at rammen på postkasserne til sidst ikke kunne holde til tyngden af papir, mente hun. Brønshøj-Husum Avis uge 10 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Alt det havde hun tænkt sig at sige til ham. Men det eneste, hun blev mødt af ved døren, var en underligt lugt. En ram lugt af råddent kød. Og en helvedes masse fluer.

Rengøringen kom i morges. De har stillet en container op lige under altanerne. Kim havde åbenbart ikke noget familie, der ville sortere hans ejendele, for alt er blevet smidt ud. I formiddags så jeg, hvordan spisebordsstolene, glasbordet og sofaen i sort imiteret læder blev sænket ned i et reb fra hans altan. Hans øvrige ting blev pakket ind i avispapir og fyldt i gennemsigtige plastiksække, hvorefter de fik samme tur gennem luften.
Jeg har siddet ved vinduet hele dagen under påskud af at læse avisen. Jeg dvælede et øjeblik ved Doktor Vissengrøns svar til Mona. Han skriver, at hvis citrontræet har taget skade af insektblandingen, skyldes det udelukkende overdreven brug eller misbrug. Jeg foldede avisen sammen og lod mine øjne følge plastiksækkene, der én efter én kom til syne bag gelænderet. Jeg kom næsten i trance af at betragte, hvordan et helt liv blev firet ned for øjnene af mig blot for at havne i en død masse af storskrald.

Da mørket falder på går jeg ind og henter Palle og tager ham med ud på altanen. Grenene stritter stadig, selvom døden for længst har taget magten. Vi står lidt sammen ved gelænderet og lader os omfavne af den sprøde aftenluft her midt i mellem vinter og forår. Foran os svulmer kirsebærtræernes grene med rødlige knopper af liv. Jeg løfter ham op over hovedet og lad ham falde. Han vender rundt på siden en gang på sin tur gennem mørket, før han rammer containeren med et bump.

Information skriver, at viden og handlekraft kun koster 196 kr. om måneden. Man skal bare sende kuponen, portoen er betalt. Jeg kan se 5A drøne af sted derude på Frederikssundsvej. Et sted i baggrunden kan man høre en sirene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top