Besøg fra Bruxelles
Grundlovstale_John_Engelhardt_1.jpg
Ved Glostrups gamle præstegård holdt Venstre grundlovsmøde. Foto: Peter Molnit
GLOSTRUP. Til Venstres fejring af grundlovsdag var Morten Løkkegaard hjemme fra Bruxelles for at besøge sin tidligere valgkreds

Ved Glostrups gamle præstegård fejrede Venstre i Glostrup søndag grundlovsdag. Her var omkring 60 mennesker mødt op for at deltage i fejringen.
– Vi havde håbet på 30, men vi blev 60. Det var både medlemmer af Venstre og ikke medlemmer. Der var en god stemning og vejret var jo fantastisk, det vil vi gøre igen næste år, siger Peter Molnit, formand for Venstre i Glostrup.
Talerne i år var borgmester John Engelhardt og medlem af Europaparlamentet Morten Løkkegaard.
Morten Løkkengaard blev sidste år valgt til Folketinget i Glostrup, men måtte træde til i Europapralamentet under forårets ballade i blå blok. Han talte i sin grundlovtale blandt andet om flygtningeudfordringen i Europa.
– Grundlovsdag fejrer vi jo vores folkestyre, demokrati og stærke retssamfund. Vi fejrer de værdier, som vort samfund bygger på: Frihed, Lighed, respekten for fællesskabet og respekten for det enkelte menneske. Men det ville jo være mærkeligt, hvis man ikke midt i festen, ved siden af Dannebrog, også hejste en lille advarsels-fane og noterede sig, at netop de her værdier er under pres i øjeblikket, sagde han.

Modtagelse af flygtninge
Glostrups borgmester John Engelhardt talte også ved grundlovsmødet. Han talte blandt andet om letbanen, men også om modtagelsen af de flygtninge, som Morten Løkkegaard talte om.
– Vi har således i Glostrup besluttet, at vi vil have vores egen tilgang til modtagelse og integration af de flygtninge, som Folketinget har besluttet skal bo hos os. Det er helt i tråd med grundlovens § 75, der lyder således: ”Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.” En politik, som skal garantere job og integration for de flygtninge, som vil vores land. Men skulle der være flygtninge, som ikke vil vores land, vores demokrati og vores grundlov det godt, så vil de blive mødt med ønsket om, at de hurtigst muligt bestiller turen tilbage til, hvor de kom fra, sagde han blandt andet.
Begge taler kan høres i deres fulde længde på Venstre i Glostrups facebookside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top