Et pusterum i demenshverdagen
IMG_7464.jpg
Der kommer mellem 20 og 30 personer, når café Pusterummet holder åbent en gang om måneden. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. En gang om måneden mødes borgere med demens og pårørende til kaffe, kage og samtale med ligesindede i Café Pusterummet. Folkebladet tog med til aprilmødet

– Jeg er blevet oldemor til nummer 28. Ruth, en lille dame, der ikke ser ud til at gøre meget væsen af sig, hælder kaffe op i koppen og tager en portion æblekage.
– Jeg tog forbi Ældrecenteret Æblehaven for at fortælle Otto det og vise ham et billede af barnet. Han blev så glad.
Et par af de andre kigger på Ruth. Der ligger sangbøger spredt ud over bordet, og der er også blomster og servietter. Selvom der sidder 20 personer omkring bordet, kan alle høre, hvad der bliver sagt.
– Han er nu glad det meste af tiden, for han kan så godt lide at have mennesker omkring sig, og det er der på Æblehaven.
Ruth tager en slurk kaffen. Hun har ikke travlt.
– Han fortæller og fortæller om alt det, han har lavet.
En portion af æblekagen glider ned.
– Men det passer nu ikke alt sammen. Det kan godt være, han hjælper lidt til. Men slet ikke så meget, som han fortæller om.
Det er den sidste torsdag i april, og sammen med 20 andre er Ruth mødt op i Café Pusterummet. Et cafétilbud til demente og deres pårørende.
Fælles for dem alle er, at Café Pusterummet er et tiltrængt fristed, hvor man ikke behøver at forklare, hvordan det er at have demens helt inde på livet. Alle de andre kender det nemlig fra deres eget liv.

Blandt ligesindede
I tre år har Ruths mand Otto boet på Ældrecenteret Æblehaven. På en demensafdeling.
– Det er et dejligt sted, hvor han er glad for at være. Det er dejligt at vide, at han har det godt der.
Ottos demens viste sig første gang i 2012:
– Biler har altid betydet meget i hans liv, og han begyndte at pakke bilen, som om vi skulle på ferie. Til sidst blev vi nødt til at sørge for, at billen ikke kunne køre.
Derefter fulgte en tid fuld af omvæltninger for Ruth og Otto:
– Vi var nødt til at sælge huset, og det var mig, der var nødt til at stå for det hele. Det var hårdt.
Efter et år kom Otto til at bo på Æblehaven, og med tiden fik Ruth behov for at møde andre, der kender til livet med demens:
– Jeg begyndte at komme her i Café Pusterummet, fordi det er rart at tale med ligesindende. Vi er alle følelsesmæssigt i samme båd.

Pårørendesygdom
En anden, der også jævnligt kommer i Café Pusterummet, er Birthe Willumsen:
– Jeg var faktisk med til at starte caféen i sin tid, og jeg har brugt den meget, for min ven havde alzheimer.
Ifølge Birthe Willumsen er det at møde andre i sammen situation godt:
– Det er rart at have nogen at dele det med, for det har man virkelig brug for. Demenssygdomme er i den grad også pårørendesygdomme, så det hjælper at komme her, hvor andre kan forstå én.

Kor af spredte stemmer
De første kopper kaffe er drukket.
I løbet året arrangerer de frivillige fra Ældre Sagen, der står bag Café Pusterummet, også udflugter og spis sammen-arrangementer.
Men i dag er det en almindelig cafédag, hvor samtale og sang er i centrum.
Sagbøgerne bliver slået op og et kor af spredte og sagte stemmer breder sig.
Nogle af deltagerne bevæger læberne, uden at man kan høre dem synge med, melodien er kendt, men ordene er glemt.

Sammen om det
Erna er en af de faste frivillige i Café Pusterummet, og hun er ikke i tvivl om, at det er et godt tilbud:
– Snakken går livligt, når vi er sammen. Det betyder helt sikkert meget for de pårørende, at dette tilbud findes. Det er rart for dem at have nogle at dele deres oplevelser med.
For det er nemlig hårdt, at være ægtefælle, barn eller ven til en person, der har demens, fortæller Erna:
– Det er voldsomt for de pårørende at være vidne til, at det går ned ad bakke for den demensramte, og den erfaring kan de dele med hinanden her.
Og så holder de, der kommer i caféen, også hinanden fast på en vigtig ting, når man taler om personer med demens:
– De ændrer sig meget i løbet af deres sygdomsperiode, men det er vigtigt at huske på, at det stadig er mennesker.

For alle
Caféen har åben en eftermiddagen om måneden og kan benyttes af alle, fortæller Erna:
– Det er folk, der kommer fra hele Brøndby. Nogle kommer som par, hvor den ene af ægtefæller har demens. Mens andre kommer alene, fordi de har brug for en pause fra ægtefællens demens. Nogle kommer i flere år, og andre er kun med i en kortere periode.
Selvom det er frivillige, der driver caféen, sker det i et godt samarbejde med Brøndby Kommune, fortæller Erna:
– De tre demenskonsulenter, der findes i kommunen, kommer på skift i caféen. Dermed har vi god kontakt til kommunen.

Man kan ikke se det
Den første time er gået, og sangen er godt i gang.
En af de frivillige sidder og taler med en dame, der er her sammen med sin mand.
Demens er en alvorlig sygdom, der rammer hårdt; både den, der får sygdommen, og den familie, der også skal leve i sygdommens skygge.
Det er ikke til at afgøre, om damen er den demensramte eller den pårørende. Men under alle omstændigheder, har hun også haft brug for et pusterum denne torsdag eftermiddag.

Café Pusterummet drives af frivillige fra Ældre Sagen.
Det er altid den sidste torsdag i måneden kl. 14.30 til 16.30. Dog ikke juli og december.
Caféen holder til på Glentemosen 3
Når borgere med demens og deres pårørende mødes i café Pusterummet er kaffe, kage, sang, samvær og samtale i centrum. Foto: Heiner Lützen Ank

Når borgere med demens og deres pårørende mødes i café Pusterummet er kaffe, kage, sang, samvær og samtale i centrum. Foto: Heiner Lützen Ank

Tina Fischer er en af Brøndby Kommunes tre demenskonsulenter. De deltager på skift i café Pusterummet. Foto: Heiner Lützen Ank

Tina Fischer er en af Brøndby Kommunes tre demenskonsulenter. De deltager på skift i café Pusterummet. Foto: Heiner Lützen Ank

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top