Søndag 22. oktober 2017
Alexander Zorniger blev mandag præsenteret i Brøndby. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Genpres
FODBOLD. Mandag blev Brøndbys nye træner Alexander Zoringer præsenteret. Hans første ord på dansk var genpres, og det kommer vi til at høre ofte
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 15. juni 2016, 10:31:02

Sommerferien er nu slut for Superligaspillerne i Brøndby. I går tirsdag startede den første træning. Allerede på lørdag spiller de første kamp på bane to mod Vallensbæk og torsdag den 30 juni spilles første runde af Europa League, forhåbentlig på udebane, for der er stadig ikke græs på Brøndby Stadion.
Med den nye træner kommer også en spilfilosofi, der ligger et stykke fra det, fansene har set Brøndby spille de seneste tre år.
– Vores spil vil blive baseret på spillet mod bolden og ikke med bolden. Det kender I fra Jürgen Klopp. Det er det, danskerne kalder genpres. Jeg kan godt lide det ord, I kommer til at høre det en del, siger den nye Brøndbytræner Alexander Zorniger.
Hans første kamp på Brøndby Stadion var pokalsemifinalen mod FCK. Han havde faktisk først sagt nej til Troels Bech, men da han var på Brøndby Stadion og hørte Brøndbys fans, blev han overbevist om, at det var det rigtige match.
– Jeg så fansene, og at de reagerede på en speciel måde i specielle situationer. Det var ikke, når holdet havde bolden i to minutter i træk, at der blev jublet. Jeg lukkede øjnene og følte, hvordan spillerne reagerede på det, når tilskuerne støtter. Det har vi brug for i vores spil.

Spillere fra Tyskland
Med en tysk træner er det oplagt, at der bliver kigget mod Tyskland, når man skal kigge efter nye spillere til Brøndbyholdet.
– Vi leder stadig efter flere spillere. Vi har brug for hurtighed og aggressivitet. Ligaen er meget fysisk, der er meget individuel kvalitet. Vi kigger efter spillere på mine tidligere hold, men vi kigger også i Danmark, siger Alexander Zorniger.
Ifølge sportsdirektør Troels Bech har den nye træner hjulpet ham med et få øjnene op for nogle muligheder i Bundesligaen.
– Hans detaljeviden på tyske spillere, specielt dem, der ikke spiller 90 minutter i Bundesligaen, er meget større end min. Der har været en del udveksling, siger han.
Han siger også, at holdet ikke nødvendigvis skal være 100 procent på plads, når første Superligakamp spilles omkring 17. juli.
– Selvfølgelig vil vi gerne have gode spillere ind, og gerne så tidligt som muligt. Men det er et langt vindue, det vil være ærgerligt at have brugt budgettet på den første uge, siger han.
Alexander Zorniger siger selv, at han kan lære alle professionelle fodboldspillere, der har viljen, at spille hans spil.
– Det meste, jeg vil vise spillerne på banen, er ret nemt. Jeg tror, jeg kan vise spillerne det, selvom jeg kun er 1.82 høj og vejer lidt for meget. Jeg tror, spillerne i løbet af nogle få uger vil vide, hvad jeg tænker. Jeg skal bruge modige spillere. Spillere, der ikke er bange for at begå en fejl, siger han.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER