Mandag 23. oktober 2017
Jonas Johansen viser den port til byparken, som han har været med til at lave. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glædeligt gensyn med produktionshøjskolen
GLOSTRUP. Torsdag i sidste uge var der åbent hus på Glostrup Albertslund Produktionshøjskole. Det blev benyttet af en del tidligere elever til at komme forbi og fortælle, hvordan det går
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 1. juni 2016, 11:15:50

På Sydvestvej lige på grænsen mellem Glostrup og Albertslund ligger Glostrup Albertslund Produktionshøjskole. Her kan unge fra begge kommuner komme ud, hvis de ikke er klar til en anden ungdomsuddannelse.
I torsdags var der åbent hus på skolen. Her var der gang i den på alle skolens værksteder, hvor man kunne komme og se, hvad eleverne arbejder med og i nogle tilfælde selv prøve.
I gården stod holdet på ejendomsservice med et aflukket område, hvor man på et minut skulle prøve at samle så meget affald op med en gribetang som muligt. Da Folkebladet var forbi, var rekorden på 94, sat af en af skolens elever. Det var svært at komme op på bare halvdelen af det for gæsterne.
En af dem, der går på ejendomsserviceholdet er Marck Corell. Han er glad for at gå på skolen.
– Man får noget ud af det. Jeg får lært en masse ting og jeg hjælper med en masse praktisk på skolen. Jeg slår græs om sommeren og salter om vinteren, siger han.
Lige ved siden af holder træværkstedet til. De er lige ved at være færdige med en stor port, der skal stilles op ved byparken. Den har Jonas Johansen været med til at bygge.
– Vi har skåret træet til og samlet den solidt. Vi har lavet to pæle til den, så den både kan låses i åben og lukket tilstand. I toppen er der en samling, som vi har skåret pænt til, så det ser flot ud, fortæller han.
Porten har fået den klassiske røde farve, som det kendes fra porte til statsskovene.

Fra temperament til Jysk
En af de tidligere elever på skolen, der var forbi til åbent hus, var Tobias Kragh. Han gik på skolens Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) i tre år. Derefter tog han en HG og nu er han elev i JYSK.
– Jeg har udviklet mig meget ved at gå her. Jeg var en meget temperamentsfuld person, da jeg kom. De hjalp mig med at tøjle mine udbrud og følelser. Undervisningen var noget anderledes end i folkeskolen, siger han.
På Produktionshøjskolen arbejder eleverne med områder, som interessere dem, og de arbejder mere projektorienteret end i folkeskolen. For Tobias Kragh var det det, der var nødvendigt, for at han kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
– Da jeg startede her fik jeg ikke så gode karakterer, men det blev bedre. På HG blev de også konstant bedre og jeg sluttede med et gennemsnit på næsten 11, fortæller han.
Eleverne på skolen er alle mellem 16 og 24 år, de fleste er 17 eller 18. Det er UU-vejlederne i kommunen, der afgør, om man kan komme på produktionshøjskolen. Der er 12 forskellige linjer og cirka 130 elever.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER