Søndag 22. oktober 2017
Sådan ser de nye værelser på Glostrup Park Hotel ud. Foto: Anders Mikkelsen
Hoteludvidelse færdig
GLOSTRUP. Glostrup Park Hotel har over de seneste år været i gang med en stor udvidelse, så de nu er oppe på 205 værelser
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 29. juni 2016, 09:18:31

Når man står på den brede lange gang med værelser ud til Hovedvejen, er det eneste, der afslører, at man står i en tilbygning, en branddør halvvejs nede af gangen. Tæppet og granitfliserne, den hvide farve på væggene og alt andet går igen.
Værelserne i tilbygningen er, ligesom de øvrige værelser på hotellet, store, med et flot nyt badeværelse og plads til at sidde og arbejde.
– Mange af vores gæster er på arbejde, når de er her, så der skal selvfølgelig være mulighed for, at de kan sidde på værelset og arbejde, siger Mikael Melander, direktør på Glostrup Park Hotel.

Høj kvalitet
Hotellet er nu kommet op på 205 værelser, hvilket uden for konferencesæsonen faktisk kommer op på 213, fordi nogle grupperum bliver konverteret til værelser.
– Vi er nu det næststørste hotel på Sjælland udenfor Københavns Kommune. Det gør, at vi kan tiltrække nogle større begivenheder, siger Mikael Melander og nævner en stor international konference, som hotellet allerede har lagt lokaler til.
Derudover er det vigtigt for hotellet, at de holder en høj kvalitet.
– Vi ligger kvalitetsmæssigt noget over vores lokale konkurrenter. Hvis bare vi kan få kunderne indenfor, så er 80 procent af dem allerede solgt, når de ser vores faciliteter, siger Mikael Melander og uddyber:
– De fleste forretningskunder er til tre og fire stjernede hoteller. Vi er et firestjernet hotel med høj kvalitet. Det gør, at folk vælger os fremfor konkurrenterne, og at de nok også er villige til at betale lidt mere, siger han.
Udvidelsen har også betydet flere arbejdspladser.
– Vi havde 40 ansatte før udvidelsen, og vi kommer nok op på 50, før vi er færdige, siger Mikael Melander.
Derudover køber hotellet rengøring af private rengøringsfirmaer.

Tre restauranter
Efter renoveringen er hotellets restaurant La Cocotte også genåbnet i midten af hotellet. Den er åben om aftenen og får også en del gæster, der ikke bor på hotellet.
– Vi har et godt menukort og en af Danmarks bedste vinkældre, siger Mikael Melander.
Som noget nyt, er der nu også muligheder for at få noget hurtigere mad i hotellet foyer, hvor man kan få en burger.
Derudover vil der fortsat være en restaurant i bygningen i Byparken.
– Den er åben til frokost for alle og til aften for konferencegæster, siger Mikael Melander.
Hotellets gæster giver også liv på byens øvrige restauranter.
– Vi er glade for, at der er et godt restaurantsliv ude i byen, så vores gæster ikke skal sidde det samme sted hver dag, der er også mulighed for at gå ud og få en pizza, hvis man har lyst.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER